Magasin

Adam Smith og kredsen bag National-Velstands Natur

Tidsskriftet «Ideer om frihet» ble utgitt fra 1980 til 2000. Liberaleren har fått tillatelse til å publisere artiklene fra tidsskriftet slik at de blir bevart for ettertiden. Denne artikkelen er hentet fra Ideer om frihet nr  3-4, 1998.


Adam Smiths (1723-90) værk The Wealth of Nations (1776) udkom allerede i 1779-80 på dansk og var blandt de første oversættelser af denne. Adjunkt, Ph.D. Peter Kurrild-Klitgaard af­dækker i dette studie, hvorfor oversættelsen af denne liberale klassiker kom så tidligt, og hvem kredsen bag den var. I den forbindelse vises det bl.a., at der har været en hidtil upåagtet gruppe af dansk-norske liberale, som havde indflydelse på de økonomiske reformer i 1700-tallets slutning og 1800-tallets begyndelse.

Adam Smiths (1723-90) bog An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations er alment anerkendt som en idéhistorisk hjørnesten, både for den økonomiske viden­skab og for den klassiske liberalisme. Hvad der imidler­tid er langt mindre kendt er, at Danmark var—så godt som—det første land, hvor en oversættelse af værket udkom i bogform, og vel og mærke den første oversættel­se, som Smith selv blev bekendt med.

Wealth of Nations var oprindeligt udkommet 9. marts 1776, udsendt i London af bogtrykker­ne og forlægg­erne William Strahan (1715-85) og Thomas Cadell (1742-1802). Knap tre år senere begyndte i Haag at udkomme en fransksproget oversættelse i fire bind som Recherches sur la Nature et le Causes de la Richesse des Nations (1778-79), men udgiveren var ukendt, og Smith selv hørte først om udgivelsen i 1784. En anden fransk udgave med samme titel begyndte at udkomme et år senere, men kun i ugentlige uddrag i tidsskriftet Journal de l’Agriculture, du Commerce, des Arts et des Finances (Januar 1779-December 1780). Da Gyldendals Forlag i Køben­havn kun tre et halvt år efter originalens udgivelse begyndte at udsende Undersøgelser om National-Velstands Natur og Aarsag (1779-80), var der således tale om den første egentlige, “officielle” over­sættelse af dette hovedværk indenfor økonomisk viden­skab og politisk teori. (2)

Dette interessante faktum har hidtil ikke fået megen opmærksomhed, ikke engang i Danmark. F.eks. ofres der hver­ken i Bisgaards Den Danske Nationaløkono­mi i Det 18. Århundrede (1902) eller i Danske Økonomer (1976) nogen opmærksomhed på, at Danmark var foregangs­land i denne henseende. Det samme er tilfældet i Stybes Dansk Idehistorie (1978), hvori det tværtimod blot kort kon­stateres, at “Økonomisk libe­ral­istiske tanker gav sig ikke for alvor udtryk i Danmark før ind i 1830erne.” (Stybe 1978-81, I: 117). (3)

Den danske udgivelse måtte ellers synes at være interessant nok af flere grunde. Først og fremmest er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at over­sættelsen kom så relativt hurtigt i et så beskedent sprogområde. Men det er også bemærkelsesvær­digt, at det netop var i Danmark-Norge, at oversættelsen udkom. Ganske vist var der her, som i andre europæiske lande, i 1700-tallets anden halvdel en stigende interesse for økonomiske emner, først og fremmest afspejlet i udgivelsen af Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin (1757-64). Men der var—sammen­lignet med lande som f.eks. Frankrig og Italien—langt fra noget, der lignede en kreds af økonomer eller en række af økonomiske værker. Man kunne således netop forklare udgivelsen med, at der var ikke blot interesse for økonomiske emner men også et behov for en sådan. Men mens dette formodent­lig må ses som en nødvendig forud­sætning, så er den næppe tilstrækkelig—og ihvertfald ikke dækkende som forklaring på, hvorfor det skete så hurtigt, og hvorfor det netop var de personer, som det var, der stod bag. Udgivelsen bliver, for det tredie, så meget desto mere bemærkelses­værdig, som at den ikke synes at have sat sig synderlige spor, ihvertfald ikke på kort sigt.

I dette lille studie vil omstændighederne omkring udgivelsen af den danske oversættelse af Wealth of Nations (WN) blive forsøgt belyst. Specielt vil det blive søgt uddybet, hvem person­kredsen bag udgivelsen var, og hvilken rolle disse spillede i det offentlige liv. Ligeledes vil der blive forsøgt antydet en forklaring på, hvorfor udgivelsen ikke satte sig mere synlige spor, end tilfældet var.

Andreas Holt (1729-84) og Anker-slægten

Af Adam Smiths korrespond­ance fremgår det, at den danske oversættelse af WN må tilskrives et samarbejde mel­lem fire herrer: De to hus­lærere og embedsmænd Andreas Holt (1729-84) og Frantz Dræbye (1740-1814), og de to brødre og handels- og embedsmænd, Peter Anker (1744-1832) og Carsten Tank Anker (1747-1824). Det fremgår til gengæld ikke klart og direkte, hvad forbindelsen mellem disse fire herrer var og imellem disse og Smith.

Denne forbindelse skal findes i en af de mest ind­flydelsesrige personkredse i norsk historie, nemlig i kredsen omkring slægterne Anker (Ancher) og Collett. Begge slægter var indvandret til Danmark-Norge i 1600-tallet, med de to købmænd, Erich Olufsen Ancher (1644-99) fra Sverige og James Collett (d.æ.) (1655-1727) fra England. I løbet af kun få årtier havde disse fået etableret sig som blandt de mest velhavende borgere i Norge, og deres slægter kom til at indtage en fremtrædende social og poli­tisk plads i det gryende liberale borgerskab i tvillinge­riget i 1700-tallet og langt ind i 1800-tallet. Dertil var slægt­erne kommercielt og familie­mæssigt nært knyttede til hinanden, dels direkte ved indgifte og dels indirekte gennem andre fremtrædende norske købmandsslægter som Leuch, Tank og Elieson. (4)

Peter Anker og Carsten Anker var sønner af den velhavende norske købmand og industrialist Erich Berntsen Ancher (1709-85). Som børn fik brødrene—som det i århundreder havde været skik blandt adelen og det vel­havende borgerskab—en hus­lærer, og de blev sammen sendt på en længere udlands­rejse. Huslæreren var Andreas Holt, der ligesom dem selv var nordmand og købmandssøn, og som selv var blevet student i 1747. Rejsen varede i hele seks år; den gik i 1759 til Storbritan­nien, og derfra til Frankrig og Tyskland og så hjem i 1765. Undervejs gjorde de studie­ophold ved univer­siteterne i Oxford, Norwich, Toulouse og Freiburg. (5)

På denne rejse stiftede Holt og Anker-brødrene et nært bekendtskab med Adam Smith. I 1762 var de således i Glasgow, hvor de blev mod­taget med pomp og pragt, og hvor de to unge mænd bl.a. blev gjort til æresborgere. Det var her, de mødte Smith, som på dette tidspunkt var pro­fessor i moralfilosofi og vice­rektor ved Glasgow Univer­sity, og som allerede havde opnået et anseeligt ry som forfatteren til A Theory of Moral Sentiments (1759). Mødet har tilsyneladende været til gensidig fornøjelse, og i den såkaldte “stambog”, som brødrene havde med på rejsen, skrev Smith:

“I shall always be happy to hear of the welfare & prosperity of three Gentlemen in whose conversation I have had so much pleasure, as in that of the two Messrs. Anchor & of their worthy Tutor mr. Holt.
28th of May 1762 Adam Smith

Efter England rejste Holt og Anker-brødrene videre til Frankrig, hvor de igen mødte Smith i Toulouse i marts 1764. Smith var således fra januar 1764 til november 1766 rejsende huslærer for en af Storbritanniens mest fornem­me adelsmænd, Henry Scott, 3. hertug af Buccleuch (1746-1812), og opholdt sig i Toulouse fra februar 1764 til oktober 1765. I netop denne periode påbegyndte han arbejdet på det første udkast til WN. Som Smith skrev til Hume, “I have begun to write a book in order to pass away the time. You may believe I have very little to do.” (6)

Smith har således tydeligvis kedet sig i Toulouse, hvor han og hertugen havde sprog­problemer, og samtidig har han øjensynligt syntes godt om de tre nordmænds selskab i Skotland. At møde dem igen har derfor uden tvivl været en behagelig oplevelse for Smith, og inden Anker-brødrene og Holt rejste videre til Tysk­land, må venskabet fra Glasgow være blevet cement­eret yderligere. Smith beteg­nede således mange år efter, i 1780, Peter Anker som “an old acquaintance,” og samtidig skrev han om hans “old friendship” med denne og Holt og forhåbningerne om, at dette måtte vare ved, uanset det til tider spændte forhold mellem Storbritannien og Danmark-Norge. (7) Ikke mindst har Holt og Smith uden tvivl haft nogle gensidigt udbytterige stunder, for de havde meget til fælles: De var jævnaldrende, begge af borger­lige slægter, intellekt­uelle og huslærere for meget vel­havende unge gentlemen. Der kan således heller ikke være tvivl om, at Smith har fortalt om den nye bog, som han netop havde påbegyndt.

Da de to unge, nu veluddannede gentlemen i 1765 vendte hjem med deres lærer, indledte de alle tre, hvad der skulle blive frem­trædende og næsten livslange karrierer indenfor det offentlige liv, bl.a. som embedsmænd indenfor den dansk-norske statslige er­hvervs­politik.

Holt gik således direkte ind i statsadministrationen, hvor han fra 1770erne til sin død i 1784 var en af de højest og mest centralt placerede i Økonomi- & Kommerce­kollegiet, specielt den del der havde med den norske handel og industri at gøre. I 1770 blev han medlem af Over­lands­kommissionen, som blev sendt til Island, og 1772 blev han medlem af kommisionen til undersøgelse af Sølvværket. I 1773-76 var han kommiteret i Økonomi- & Kommerce­kollegiet og 1773-75 tillige chef for dettes norske sekre­tariat og assessor i Bjerg­værksdirekto­riet, hvor han blev deputeret i 1781. I mellem­tiden avancerede han også i rang; han blev kancelli­råd 1772, justitsråd 1773 og etatsråd 1779. (8)

Carsten Anker blev som relativt ung leder af familiens jernværker, gik senere over i tømmerhandlen og trådte der­efter ind i den dansk-norske stats­administra­tion. Han blev an­sat i Økonomi- & Kommerce­­­kollegiet i Køben­havn, hvor også Holt var ansat, og blev chef for dettes danske sekretariat 1774. Senere blev han kommitteret i Bjergværksdirekto­riet 1776 og var deputeret 1781-91, og han var som embedsmand med­virkende til flere særdeles vellykkede handelsaftaler med Sverige og Storbritannien. Samtidig med denne karriere avancerede han i rang og titel og blev justitsråd 1776, etatsråd 1779 og konferensråd 1784. Sideløbende bevægede Carsten Anker sig dog gradvist tilbage i erhvervslivet, kulmineren­de med posten som 1. direktør for Dansk-Asiatisk Kompagni 1792-1811. I 1794 havde han tillige købt Eidsvoll Jernværk, og i 1811 flyttede han omsider hjem til Norge. Allerede i København var han imidlertid blevet meget nært knyttet til konge­huset, især den unge arveprins Christian Frederik (1786-1848), den senere kong Christian VIII af Danmark, og han blev en af de nærmeste rådgivere for arveprinsen, da denne i 1813 blev statholde­r i Norge. Det var således Carsten Anker, der indkaldte til det notabelmøde af norske “stor­mænd”, som 16. februar 1814 mødtes på hans ejendom Eidsvoll og dér erklærede Norge uafhængigt. Carsten Anker blev straks medlem af den nye regering—først som regeringsråd, siden som statsråd—og var dén, der reelt organisere­de denne. Det var også hos ham på Eidsvoll, at den grundlovgivende rigsfor­sam­ling i maj samme år valgte Christian Frederik til konge og gav Norge den mest liberale forfatning, som Europa havde set siden den franske i 1791. Carsten Anker arbejdede aktivt for Christian Frederik og Norges uafhæng­ig­hed og imod unionen med Sverige, men arbejdet var—som bekendt—forgæves. Efter unionen med Sverige fratrådte han som statsråd i 1815, og siden gik han personligt fallit, inden han døde på Biri Glasværk i 1824. (9)

Peter Anker arbejdede lige­som broderen et par år hjemme i familiens virksom­hed, inden han i 1773 blev dansk-norsk konsul i Stor­britannien og fra 1783 general­kon­sul. I 1786 blev han ud­nævnt til oberst og guvernør i dansk Ostindien og Bengalen, og 1788 til general­major og guvernør i Trankebar, men han vendte hjem i 1806 og bosatte sig i 1808 på sin fødegård Øraker, hvor han døde i 1832. I størstedelen af disse år levede Peter Anker relativt stille, men også han blev involveret i det politiske liv i det begivenheds­rige år 1814. Han var således blandt de norske stormænd, der i februar 1814 blev kaldt til notabelmødet hos broderen på Eidsvoll. Senere samme år var han med denne i London for at opnå britisk anerkendelse af Norges selvstændig­hed. (10)

Frantz Dræbye (1740-1814) og Collett-slægten

Nogle år efter at Erich Ancher havde givet sine børn en huslærer og en udlandsrej­se, ønskede deres slægtning, stor­købmanden James Collett (d.y.) (1728-94) det samme for sine to børn, de senere købmænd Peter Collett (1757-92) og John (Johan) Collett (1758-1810). Til det formål antog man som den sidste blandt flere huslærere den unge student Frantz Dræbye. Denne, der var søn af en københavnsk brændevins­brænder, var blevet student i 1761 fra Kiøbenhavns Skole og havde efterfølgende stu­deret teologi, indtil han ca. 1766 blev ansat som huslærer hos Collett­erne. (11) Dræbye har igennem denne familie hurtigt lært Ankerne at kende, bl.a. Peter Anker. De var f.eks. sammen til bryllup på godset Buskerud den 30. juni 1770, da James Colletts yngre broder, godsejer Peter Collett (1740-86) blev gift med Johanne Henrikke Ancher (1750-1812). Dræbye var med til brylluppet som børnenes huslærer, og Peter Anker var der som fætter til bruden og som en fjernere slægtning til brud­gommen og dennes broder.

Man kan ikke vide det med sikkerhed, men der er god grund til at tro, at Ankerne med deres egne erfaringer for udlandsrejser har spillet en rolle i planlægningen af den tre år lange rejse, som James Collett i 1773 sendte sine to sønner og deres huslærer ud på. Derudover er det givet, at rejsen i vid udstræk­ning er blevet tilrettelagt ud fra, hvor Colletterne selv havde handels­­forbindelser. Rejsen gik først rundt i Norge, Sverige og Danmark (1773-74), derefter til Tyskland, Schweiz og Frankrig (1774-75) og endelig via Belgien og Holland til Storbritannien (1775-76). Her rejste de først til Skotland, og siden til England, hvor James Collett selv var blevet uddannet, og hvor hans farfader, førnævnte James Collett (d.æ.), oprindelig kom fra. (12) Formålet med rejsen var således flerfoldigt. For det første skulle de lære industri og handel til fordel for familievirksomheden; de be­søgte således fabrikker, handels­­virksomheder, og i England især skulle de pleje forretningsinteresser. (13) Men rejsens andet formål var almentdannen­de; børnene skulle lære sprog, fremmede kulturer, kunst og idéer, og dette afspejlede sig bl.a. i møder med filologen Christian Gottlob von Heyne (1729-1812) og den unge digter Johann Wolfgang Goethe (1749-1832).

Man kan ikke sige med ab­solut sikkerhed, om Dræbye og de to unge Collett’er også har mødt Smith; man ved, at de var i England og Skotland på tidspunkter, hvor Smith selv var de respektive steder, og muligheden kan ikke afvises. Men der er ingen indicier herfor, og der er tværtimod gode grunde til at tro, at de ikke har mødt hinanden. Hvad der til gen­gæld er sikkert er to ting: For det første har de været i kontakt med slægtningen Peter Anker, som på dette tidspunkt havde været i England som konsul i et par år. For det andet har WN på dette tidspunkt været frisk fra trykpressen og uden tvivl allerede et debatemne i de handels- og universitetskredse, hvori Dræbye og de unge Collett’er har færdedes.

Under alle omstændigheder har Ankerne og Colletterne haft gode muligheder for at drøfte deres respektive udlandsrejser. F.eks. var de i 1777 stort set alle til en af de traditionsrige jagter på det Collettske gods Fladebye: James Collett med de hjemvendte sønner Peter og John, samt Peter Anker og hans fætre, Bernt og Peder. Fraværende i denne henseende var blot Carsten Anker, Dræbye og Holt, som på det tidspunkt alle arbejdede i København.

Dræbye valgte således efter hjemkomsten, ligesom Holt i sin tid, en karriere i Økonomi- & Kommerce­kollegiet, d.v.s. i den del af statsadministrationen, der be­skæf­tigede sig med erhvervs­politikken. Her var også Holt og Carsten Anker ansat, og de har uden tvivl haft en finger med i ansættelsen af Dræbye. I 1777 blev han sekretær i Økonomi- & Kommerce­kollegiet, med den funktion som chef for kollegiets norske sekretariat, som Holt havde haft, og i 1783 blev Dræbye kommiteret, omend han grundet sygdom ikke gjorde tjeneste ca. 1788-95. Dræbye fik inden sin død i 1814 rang som først kammerråd i 1781, justitsråd i 1797, og i forbindelse med sin pension­ering som etatsråd i 1804.

Collett-brødrene valgte, i modsætning til Carsten Anker og Peter Anker, at koncent­rere sig om familie­virk­som­heden snarere end at gå ind i det offentlige liv. Begge blev således købmænd, men Peter Collett døde i 1792, kun 34 år gammel. Broderen John—som samtidig var hans svoger, idet de var gift med to søstre—blev først købmand i London og siden hjemme i Kristiania, og som sådan blev han Norges næstrigeste borger, kun overgået af sin førnævnte onkel og halvfætter, Bernt Anker, som han samtidig var personligt meget nært knyttet til. Hans hjem i Kristiania, og især på godserne Ullevaal og Flade­bye, blev kendt vidt og fjernt som Norges sociale centrum omkring århundrede­skiftet. John Collett blev iøvrigt forfatter til en række mindre skrifter af praktisk landbrugs­økonomisk karak­ter, men markerede sig der­udover ikke meget i det offentlige liv. (14)

Udgivelsen af National-Velstands Natur

Rejsen til det store udland havde tydeligvis påvirket den unge teolog Dræbye i en helt anden retning, end han først havde han planlagt. Allerede i 1778 udsendte han, mens han arbejdede i Økonomi- & Kommercekollegiet, et eget, mindre skrift om praktisk økonomi, nemlig Forsøg til Høravlingen og Dens Tilbered­else efter Den Hollandske, Irlandske og Skotske Maade. (15) Sideløbende hermed har Dræbye tilsyneladende på­begyndt en oversættelsen af WN; oversættelsen må være påbegyndt tidligst i sidste halvdel af 1776, hvor han vendte hjem, og være afsluttet senest sommeren 1779, hvor Gyldendal begyndte at ud­sende den i København. Den har måske endda været færdig før; andenudgaven af WN udkom i begyndelsen af 1778, og havde Dræbye haft kendskab til denne, havde han givetvis valgt at revidere sin oversættelse.

Et interessant spørgsmål er, hvorfra det eksemplar af WN, som Dræbye oversatte efter, er kommet fra, mens et andet, delvist relateret spørgsmål er, hvem der tog initiativet til oversættelsen? Der åbner sig to muligheder med hensyn til, hvor bogen er kommet fra. Man kan således gætte på, at Dræbye har anskaffet sig et eksemplar af førsteudgaven af WN, mens han var i England og Skotland og har hjembragt dette til Norge; værket var, som sagt, udkommet i marts 1776, mens Dræbye vendte hjem til Norge i efteråret samme år. (16) Måske har den sam­fundsinteressere­de Dræ­bye selv købt bogen i Eng­land, eller måske har Peter Anker, som på det tidspunkt var dansk konsul dér, givet ham et eksemplar med hjem. Den anden mulighed er, at bogen er kommet til Køben­havn direkte fra Peter Anker. I så fald har han formodentlig sendt den til sin gamle lærer Holt, som så har sat Dræbye på opgaven. Men uanset om oversættelses-eksemplaret og initiativet var Dræbyes eget eller ej, så har Holt og Anker-brødrene uden tvivl haft mere end en finger med i spillet. Peter Anker kendte, som vist, Smith personligt og var professionelt interesseret i økonomiske og politiske spørgs­mål, og han har dermed uden tvivl været bekendt med udgivelsen; Holt og Carsten Anker i 1776-77 arbejdede sammen i Økonomi- & Kommercekolle­giet, hvor Dræbye blev ansat.

Man kan endog gætte på, at Ankerne og Colletterne har spillet en rolle med hensyn til at finansiere oversættelsen og udgivelsen; der er ganske vist ingen beviser herfor, men der byder sig et par muligheder til. For det første er det muligt, at Dræbye allerede har påbegyndt oversættelsen, end­nu mens han var ansat hos James Collett og gjort det med dennes vidende. For det andet er muligt, at de to slægtskredse indirekte har understøttet også selve ud­givelsen. Det er ganske vist uklart, hvornår Dræbye har kontaktet udgiveren, Gylden­dal, og hvorledes udgivelsen nærmere er kommet i stand, idet der tilsyneladende ikke findes bevaret hverken kontrakt eller korrespondance mellem oversætteren og forlaget. Men meget tyder på, at Dræbye først har skullet sikre forlaget et vist antal subskribenter, og at dette øjensynligt er lykkedes og hovedsagligt blandt nord­mænd. Dette kunne igen an­tyde, at der blandt sub­skribenter­ne har været ad­skillige af Dræbyes bekendte—og måske også blandt Holts, Colletternes og Ankernes. Tilsyneladende har disse sub­skriptioner også været til­strækkeligt mange, for først en måned inden udgivelsen i september 1779 blev der ud­sendt en offentlig sub­skriptions­indbydelse i Adresse-Contoirs Efterretninger.

Omstændighederne om­kring oversættelsen og ud­givelsen illustrerer iøvrigt tydeligt, at Holt og Anker-brødrene har været mere og andet end tilfældige bekendte af forfatteren og oversætteren til National-Velstands Natur. Dette fremgår således in­direkte af, hvorledes Smith blev orienteret om udgivelsen. Da det andet og sidste bind af den danske oversættelse af WN var udkom­met, blev Smith i løbet af sensommeren eller det tidlige efterår 1780 kontaktet af både Holt og Anker, som fortalte ham, at man havde oversat og udgivet hans bog. (17) I samme for­bindelse havde Holt tilsyne­ladende forespurgt, hvilke ændringer Smith havde tænkt sig at foretage i forbindelse med en eventuel andenudgave af bogen, og Smith mente, at det bedste og korteste svar måtte være at sende den nye udgave. (18)

Det tog imidlertid Smith nogen tid at få reageret på brevene fra Holt og Anker, angiveligt fordi han var travlt optaget med både sin toldervirksomhed og sine øvrige aktiviteter, men så tog han også fat. (19) I et brev af 25. oktober 1780 til udgiveren Thomas Cadell bad Smith denne om uopsætteligt at sende tre eksemplarer af andenudgaven af WN til Peter Anker: Et til Dræbye, et til Holt, og et til Anker selv. (20) Smith gjorde sig umage med gaven; han understregede, at Cadell skulle skrive på hvert eksemplar, at det var fra forfatteren, og at denne skulle sørge for at de var “hand­somely bound and Guilded.” Sikkert både lidt spøgende og lidt alvorligt tilføjede Smith efter denne bestilling, at “I am afraid I am not only your best, but almost your only cust­omer for this second Edition. Let me know, however, how this matter goes on.”

Denne bekymring gentog Smith i et brev den følgende dag, til bogtrykkeren, ud­giv­eren og politikeren William Strahan. (21) I brevet gentog Smith den glædelige nyhed om den dansk-norske ud­givelse og gentog bestil­lingen af de tre “handsomely bound and gilt” bøger. Smith skrev således, at “I suspect I am now almost your only customer for my own book. Let me know however how matters go on in this respect.” I samme brev tilføjer Smith den lidt pudsige bemærkning, at “I had almost forgot I was the Author of the enquiry concerning the Wealth of Nations”, og at det kun var Holts brev, der havde mindet ham om det.

Den 26. oktober 1780 var en travl brevskrivningsdag for Smith, for han sendte samme dag også brev til de to af de tre, som han kendte, Holt og Anker. I det ganske lange brev til Holt i København takker Smith for “the distinguished honour of translating my Book into the Danish language” og beder Holt om at give Dræbye “my most sincere thanks and most respectful Compliments”. (22) Smith fortæller også, at han har udsendt en andenudgave af WN, og at han har sendt denne til Holt via Anker, “your friend and pupil”. Endvidere indeholder brevet en interessant gennemgang af en række af de ændringer, som Smith har foretaget i anden­udgaven og kommen­tarer til nogle af de kritikpunkter, der havde været rejst imod bogen, samt en redegørelse for Smiths seneste gøremål. Endelig indeholder brevet en tak for en redegørelse, som Holt tilsyneladende havde givet i sit brev af dels sin rejse til Island og dels den politiske situation i Danmark efter statskuppet i 1772 mod gehejmekabinets­ministe­ren, Johann Friedrich lensgreve Struensee (1737-72). Smiths kommentarer hertil var, “The revolution in the admini­stration of your Govern­­­ment, which you mention, I always believed to have been con­ducted with great prudence and modera­tion, and to have been indispensibly necessary for the preservation of the State.” Hertil tilføjer han, at “It gives me great pleasure to hear the agreeable accounts which you give me of the young Prince and of the very proper manner in which he is educated.” Brevet afspejler tydeligt, at forholdet mellem Holt og Smith var både venskabeligt og af et meningsfælles­skab.

Efter at have afsluttet brevet til Holt kastede Smith sig over at skrive et lidt kortere brev til Peter Anker, som han også sendte en kopi af brevet til Holt. (23) I brevet fortæller Smith igen, at han har sendt tre kopier af andenudgaven til Anker, og han takker “Mr. Dreby who has done me the honour to translate my Book into your language.” Resten af brevet indeholder en kort omtale af Smiths syn på den aftale om væbnet neutralitet, som var indgået mellem Danmark-Norge og Rusland, og som Sverige og Preussen tilsluttede sig.

Et liberalt miljø

Det altafgørende spørgsmål, som man må stille sig, er naturligvis: Hvorfor? Det vil sige, hvorledes kom det til at forholde sig således, at Dræbye oversatte WN? Det ville være let blot at afskrive udgivelsen som et sammentræf af tilfældigheder, samt med at Dræbye har været interesseret i, måske endog begejstret for, de tanker, som Smith frem­kom med. Men, som allerede antydet, er der måske snarere tale om, at der har været en kreds af personer, som har kendt Smith som person, delt dennes frihandels­holdninger, og som har samarbejdet med hinanden—privat, profession­elt og politisk.

Problemet er, at dette idag er en påstand, som det er svært—hvis ikke umuligt—at påvise eller afvise. For selvom med­lemmerne af den sociale kreds, som Ankerne og Colletterne udgjorde i 1700-tallets anden halvdel og 1800-tallets begyndelse, ikke blot var nært beslægtede men også typisk var ganske aktive i det offentlige liv, så er det idag, mere end 200 år efter, svært at bevise eksistensen af en egentlig politisk kreds. Det er umuligt at vise, hvor tæt forholdet har været mellem kredsens medlemmer, eller for den sags skyld hvad deres underliggende politisk-filosofiske holdninger har været. Der kan dog næppe være tvivl om, at både Ankerne og Colletterne har været liberale i en bred for­stand, også selvom de ikke nød­vendigvis var det lige konsekvent eller var lige demokratiske.

Ankernes generelle filoso­fisk-politiske ­grundholdning og dennes utilitaristi­ske karak­ter fremstår måske nok med størst tydelighed af det valgs­prog, som Ankerne valgte som deres og i praksis som slægtens: “Ære af det nyttige”. Men videre end en så generel karakteristik er det svært at komme, når det gælder Anker­nes liberalisme. Carst­en Anker, for eksempel, synes ikke at have været nogen demokrat (ihvertfald ikke i moderne forstand), idet han insisterede på, at Christian Frederik skulle hyldes som norsk konge i kraft af sin arveret og ikke i kraft af et valg. Men Carsten Anker var uomtvisteligt økonomisk liber­al, konstitu­tion­alist og for national selvbestemmel­se, hvilket i disse år var dér, hvor de ideologiske skillelinier gik. Hans broder, Peter Anker, var politisk mindre klart profil­eret, men han markerede sig dog på Eidsvoll i 1814 som værende nærmest på det parti, som ønskede en fri forfatning, men som også var for en union med Sverige.

Liberale var også Anker-brødrenes to førnævnte fætre: Kammerherre og konferens­råd Bernt Anker (1746-1805) og dennes broder, kammer­herre og statsminister Peder Anker (1749-1824). Det var bl.a. disse to fætre, som Carsten Anker og Peter Anker var mødtes med i London, umiddelbart efter deres eget møde med Smith, og det er næppe nogen over­drivel­se, når Banke skriver, at de har “utvivlsomt berettet om deres skotske eventyr, således at man kan notere sig, at yderligere to førende norske personligheder . . . har haft et levende indtryk af Adam Smith.” (1955: 172).

Bernt Anker, som var partner med James Collett og gift med dennes søster, var storkøbmand og industrialist og som sådan engageret i en meget bred vifte af aktiviteter omfattende landbrug, skov­drift, savbrug, trælast, indu­stri, bjergværksdrift og skibsrederi. Dertil var han, som nævnt, Norges rigeste borger, og hans palæ i Kristiania var således det ganske naturlige centrum for den sociale aktivitet i de højere samfundslag og han selv uden sammenligning den mest centrale skikkelse i norsk samfundsliv. Bernt Anker markerede sig aldrig offentligt i virkeligt kontroversielle politiske spørgsmål, omend han dog skrev artikler i det liberale Minerva, som hans nevø og halvfætter, den nedennævnte Peter Collett (1767-1823) var blandt redaktørerne af. Politisk set havde han og hans broder dog allerede i begyndelsen af 1770erne været under mis­tanke for at ønske norsk selvstændighed, og fra ca. 1790 nærede de ihvertfald sådanne sympatier, og Bernt Anker var uomtvisteligt en ihærdig norsk patriot. Som sådan var han bl.a. en af hovedmænde­ne bag planerne om at oprette et norsk universitet og en selvstæn­dig norsk bank. Den sidst­nævn­te plan havde alle­rede faderen, Christian Ancher, arbejdet på i 1760, sammen med hans slægtninge og kolleger i handelshus­et Collett & Leuch. (24)

Peder Anker var også en driftig og velhavende industri­alist og landmand og blandt de rigeste nordmænd, men hans egentlige karriere var i den dansk-norske central­administration. Men allerede ca. 1790 var Peder Anker blandt lederne af det norske “misfornøjede parti”, der ønskede en selvstændig norsk regering. I februar 1814 blev han således naturligt nok inviteret med til notabel­mødet, der mødtes hos fætteren Carsten Anker på Eidsvoll, og efterfølgende blev han medlem af og præsident for den grundlovgivende rigsforsamling. Ved begge lejligheder markerede han sig som en af de ledende tilhængere af norsk løsrivelse, en fri forfatning og—til forskel fra Carsten Anker—for frit kongevalg. Efter unionen med Sverige var Peder Anker norsk statsminister 1814-22, og siden blev han svigerfader til en anden af de vigtigste nordmænd i 1800-tallets første halvdel, idet hans datter, overhofmesterinde Karen Anker (1789-1849), blev gift med hans politiske allierede, Johan Caspar Herman lensgreve Wedel Jarlsberg (1779-1840). Denne var selv medlem af den grundlovgivende rigs­for­sam­ling i 1814 og efter­følgende i en årrække svensk stat­holder i Norge og præ­sident for det norske Storting. (25)

Der kendes mindre til James Collett og hans to sønners politiske holdninger, men der kan næppe være tvivl om, at også Colletterne generelt tilhørte det liberalt indstillede borgerskab. James Collett og hans sønner var købmænd, trælasthandle­re og fabriks- og bjergværksejere, og som sådan levede de ikke mindst af handel med udlandet og har derfor næppe haft merkantilistiske sym­patier. Samtidig var hjemmet i Collettgaarden i Kristiania og på godset Fladebye de absolutte midtpunkter­ for norsk selskabsliv i anden halvdel af 1700-tallet, og blandt de hyppige gæster var flere af datidens mest liberale og reformvenlige borgere. (26) Om sønnen Peter Collett vides det også, at han var medlem af flere af Kristianias politiske klubber og endog deltog i lidt politisering i revolutionsåre­ne, men han han døde så ung, at han ikke nåede at sætte sig synderlige spor. (27)

At der imidlertid var en klar liberal tendens i slægten fremgår af et kort blik på slægtstræet og ved at sammen­holde dette med Danmark-Norges politiske historie. De to Collett-brødres fætre, de tre brødre Peter Collett (1767-1823), Jonas Collett (1772-1851) og Johan Collett (1775-1827), var samtidigt fjerne fætre til Peder Anker og Bernt Anker, samt nevøer af sidst­nævnte, og de—som alle blev jurister i 18-års alderen—kom hver på deres måde til at sætte sig politiske spor. (27)

Peter Collett, der var assessor og siden blev justitsråd, var en af de første liberale filosoffer i dansk-norsk historie og en af hovedkræfterne bag tids­skrifter som Borgervennen og Minerva. Han var således en nær ven af sådanne tidlige dansk-norske liberale som juristerne Enevold de Falsen (1755-1808) og Christian Klingberg (1765-1821), og forfatterne Peter Andreas Heiberg (1758-1841) og Malthe Conrad Bruun (1775-1826), samt—ikke mindst— Knud Lyne Rahbek (1760-1830). Peter Collett blev decideret et symbol for de liberale kredse, da han opnåede ytringsfrihed­ens martyrium ved i 1797 uden dom at blive afskediget fra posten som assessor på grund af sine skriverier.

Broderen Jonas Collett begyndte som embedsmand i norsk lokaladministra­tion, som foged og amtmand, men blev en fremtrædende person i norsk politik efter ophævelsen af unionen med Danmark. Han var således inviteret med til notabelmødet på Eidsvoll i februar 1814, og her støttede han—ligesom andre fra kredsen omkring Collett- og Anker-slægterne—kravet om en fri forfatning og frit kongevalg. I marts 1814 blev han medlem af regeringen, først som regeringsråd, siden som statsråd. I et brev 15. maj 1814 fra Eidsvoll skrev Jonas Collett til hustruen: “Saaledes er det store Værk fuldbragt. Vi have faaet en Constitution, politisk Frihed og en Konge. Give nu Gud, at Enden maatte blive god . . .” Det blev den som bekendt ikke, men Jonas Collett beholdt dog efter unionen med Sverige sine poster og blev senere bl.a. marineminist­er og finans- og handelsminist­er og var i en lang periode regering­ens første­minister. I disse em­beder var hans admini­stration karakter­iseret ved en ekstrem sparsommelig­hed.

Den sidste af de tre brødre, Johan Collett, gik som brødrene embedsmands­vejen og virkede i en periode som amtmand. I maj 1814 blev han medlem af den grund­lovgivende rigsfor­samling på Eidsvoll, og her var han en af de mest radikale fortalere for norsk uafhængighed og modstand imod union med Sverige. Senere i 1814 blev han valgt til Stortinget, hvor han primært var aktiv i finansielle og økonomiske spørgsmål, og hvor han havde ry for at være meget konservativ, men hvor han samtidig var anerkendt for sin principfasthed.

Andreas Holt synes også politisk at have været fri­markedsorienteret og reform­venlig, men samtidig også konservativ og gradual­istisk—noget, der for­mod­entlig har været i fin overensstemmelse med hans karriere i stats­administration­en. Det frem­går bl.a. af korrespondancen med Smith, at Holt sym­patiserede med kuppet imod Struensee og således—ihvert­fald indirekte—med den kon­ser­vative Ove Høegh-Guldbergs styre. Holt er da også den formodede forfatter til det anonyme skrift Letters from an English Gentleman on His Travels Through Denmark to His Friend in London, Concerning the Late Trans­actions in Copen­hagen, Serving as a Confutation to the Pamphlet called The Political System of the Regency of Denmark, som blev udgivet i London 1772. Som mulig for­­­fatter til skriftet har man dog også peget på netop Høegh-Guldberg.

Liberale reformer

Det er bemærkelsesværdigt, at i det beskedne omfang, hvorunder der kan peges på liberale tendenser i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, kan man nu ane—ihvertfald skyggen af—en dansk-norsk liberal kreds omfattende bl.a. Holt, Dræbye, Ankerne og Collett­erne. Det gælder ihvertfald i begge de tilfælde, hvor de liberale strømninger var tydeligst.

Den første af disse var den runde af økonomiske refor­mer, som fandt sted i Danmark-Norge i 1770erne og 1780erne. I 1776 afgav Økonomi- & Kommercekolle­giet en officiel indstilling, hvori det noget banebrydende hed, at den statslige drift af udenrigshandlen ikke lønnede sig og burde afvikles. Denne politik blev gradvist antaget, således at der fra 1781 ikke blev grundlagt nye stats­virksom­heder, ligesom man indledte en gradvis afvikling af de bestående. I 1787 nedsattes Finanskommissionen, der bl.a. eksplicit havde til opgave at vurdere fordelagtighed­en ved en øget frihandel. Denne kom­mission fik i 1788 gennemført en liberalisering af kornhandlen, og i 1797 fik den gennemført den meget frihandelsesvenli­ge told­forordning. Det var også fra Økonomi- & Kommerce­kollegiet, at den kommission udgik, som i 1791-92 fik gennemført, at Danmark-Norge blev det første land i verden til eksplicit at forbyde slavehandel.

Disse reformer kan naturligvis ses som resultat­erne af en generel tendens i tiden, men selv tendenser har behov for menneskelige handlinger for at blive aktualiserede. Bemærkelses­vær­digt er det ihvertfald, at disse politikker alle var formuleret af Økonomi- & Kommercekolle­giet, d.v.s. af den del af den dansk-norske statsadministra­tion, hvor netop Andreas Holt, Carsten Anker og Frantz Dræbye var blandt cheferne i 1770erne og 1780erne. Lige så bemærkel­ses­værdigt er det, at den væsentligste person for til­rettelæggelsen af den økono­miske politik i 1700-tallets to sidste årtier og 1800-tallets begyndelse var en af Collett­ernes venner og jagtgæster på Fladebye, nemlig den senere statsminister og lensgreve Ernst Schimmelmann (1747-1831), som selv var fra en borgerlig slægt, der via godt forretningstalent i løbet af én generation havde nået sam­fundets top. Schimmel­mann og hans økonomiske politik er et helt kapitel for sig selv, men her er det blot værd at nævne, at også han i 1760erne havde været på udlandsrejse til Frankrig, hvor han var blevet personlig ven med Jacques Necker (1732-1804), og til Storbritannien, hvor han studerede økonomiske spørgs­mål. I 1773 blev Schimmel­mann deputeret i Økonomi- & Kommercekollegiet, hvor han efterfølgende blev minister, men i 1783 blev han p.g.a. sin modstand imod subsidier fyret af den merkantilistiske og meget konservative Ove Høegh-Guldberg. Ved kronprins Frederiks (VI) statskup i 1784 blev Høegh-Guldberg væltet, hvorefter Schimmelmann blev finans­minister og 1. deputeret i Økonomi- & Kommerce­kollegiet, og dét åbnede yderligere op for mere liberale politikker.

Næste gang, hvor man kan ane den liberale kreds, er i forbindelse med Norges ad­skillelse fra Danmark, landets kortvarige selvstændighed og nye forfatning i 1814. Her var kredsen omkring Anker- og Collett-slægterne, som vist, meget aktiv.

På Eidsvoll vedtog man således den mest liberale for­fatning i datidens Europa, og den mest liberale siden Frank­rigs i 1791. I forfatningen blev endog indføjet en §101, hvori det nok så originalt hed: “Nye og bestandige Indskrænkning­er i Næringsfrihed­en bør ikke tilstedes nogen for Frem­tiden.” Jernværksejeren og politikeren Jacob Aall (1773?1844), som var en konservativ, der gik ind for moderate liberaliseringer, har beskrevet, hvorledes “Embeds­mændene søgte at bryde Staven over alle de Forrettig­heder, som hindrede Nærings­driftens frieste Udvikling og Udøvelse, og fandt alene i denne Frihed Sikkerhed for den borgerlige Velvære.” (Aall 1859: 431). Aall var tilfreds med, at slutresultatet var en mere moderat “passende Middelvei mellem en gammel aristokratisk og en ny demokratisk Ideegang”, men, som Banke (1955: 177 & 177n1) har vist, var Aall selv givetvis bekendt med Smiths tanker og en drivende kraft i de norske liberaliseringer.

Det er iøvrigt bemærkelses­værdigt, at en så stor del af personerne bag denne kreds—med oversætteren Dræbye som undtagelsen, der bekræft­er reglen—var nordmænd og ikke danskere. Man kan således med rette rejse spørgsmålet, om det mon har spillet en rolle, at det netop var nordmænd snarere end danskere, som stod bag oversættelsen? På et punkt ville det være oplagt, at der kunne være en sådan. Faktum er det ihvertfald, at det norske miljø i slutningen af 1700-tallet i almindelighed virkede mere liberalt end det tilsvarende danske, og der kan peges på flere årsager hertil.

Nordmændene var ofte skeptiske, eller endog kritiske, overfor selve statsmagten—uden tvivl påvirket af at denne var mere dansk end norsk, og blev udøvet fra København. Banke (1955: 171) er endog gået så vidt som at se selve de udlandsrejser, som Ankerne og Colletterne var på, som “politiske”, for så vidt at disse var udtryk for den uvilje, som nordmændene nærede overfor Københavneriet og deres ønske om et selvstændigt norsk universitet.

Man må heller ikke glemme, at selve den fysiske afstand kunne spille en rolle. I København var der uden tvivl, som i andre hovedstæder, en større tendens til at ligge under for de til enhver tid eksisterende magthavere. I det mere provinsielle Norge var det derimod lettere at udtale sig frit.

Endelig er det, som kort antydet af Degen (1936: 224), bemærkelsesværdigt, at mens man i København var historisk stærkt knyttet til Tyskland og alt tysk, var man i Norge tættere knyttet til det historisk set overvejende mere liberale Storbritan­nien. Dette kan måske ses som endog specielt værende tilfældet for en slægt som Colletterne, der ikke blot selv oprindeligt kom fra England, men som også havde størstedelen af deres handel med engelske køb­mænd og trælasthandle­re.

Modtagelsen af Værket

Desuagtet at der således kan peges på, at kredsen bag oversættelsen synes at have haft en vis politisk indflydelse i årtierne omkring slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, må det samtidig siges at være en på mange måder beskeden indflydelse, værket fik i Danmark og Norge.

Udgivelsen har måske været en moderat økonomisk succes for Gyldendal, men nogen større opmærksomhed har værket ihvertfald ikke vakt. Tværtimod, når man ser tilbage på den danske udgivelse af WN, er det bemærkelsesvær­digt, hvor stilfærdig—næsten tavs—modtagelse den fik, især når man sammenligner med den megen debat værket blev udsat for andetsteds. Degen (1936) har påpeget, at bortset fra Gyldendals egne meddelelser i Adresse-Contoirs Efterretning­er, er den eneste omtale en notits med pris og størrelse i to udgaver af Det Almindelige Danske Bibliotek (1779, 10. hæfte, og 1780, 6. hæfte). Først så sent som 1782 dukker der egentlige anmeldelser op, nemlig en relativt kort i Danmarks Litterariske Progresser (1782, 2. Bd.: 172-75) og en lidt længere og mere uddybende i Kiøbenhavnske Nye Efterretninger for Lærde Sager (25. okt. 1782, nr. 43: 683-87).

Mellem linierne i anmeldel­serne kan man læse, at Smith og hans arbejde har været både kendt og respekteret i Dan­mark. Anmelderen i Dan­marks Litterariske Progresser skriver således, at “Smiths Værk er altfor bekendt, at vi skulde behøve at vise det fuldkomne i det, for at bidrage til dets berømmelse.” I Kiøbenhavnske Nye Efter­retninger for Lærde Sager omtales Smith som “nær­værende grundige og dybt­tænkende Forfatter,” som “fortjener at læses med største Agtsomhed,” og som arbejder med “sand Philosophi og taalmodig Undersøgel­se.”

Ellers er de to anmeldelser mere referater end kritiske vurderinger, og i det omfang at de indeholder kritik, er denne overfor Dræbyes oversættelse, som fik endog meget hårde ord med på vejen for hans forståelse af såvel dansk som engelsk. I anmeldelsen i Kiøbenhavnske Nye Efterretninger for Lærde Sager hedder det i kritikken af oversættel­sen blandt andet, at adskillige læsere på grund af denne har “derfor henlagt Bogen efter at have læst noget deri.” Degen (1936: 231) nævner i den forbindelse, desværre uden kilde, at denne kritik skulle være kommet Smith for øre og have foruroliget ham.

Om det er den kritisable oversættelse, der har været årsag til den manglende offentlige opmærksomhed om­kring bogen er dog tvivlsomt. Men et faktum er det ihvertfald, at udgivelsen—udover den mulige påvirkning af selve kredsen omkring Ankerne og Colletterne og disses aktiviteter—ikke gav sig udslag i en langsigtet, positiv påvirkning af den førte politik eller den økonomiske teoretiseren og debat. Den danske liberale tradition har således—i modsætning til mange andre lande—aldrig haft radikale reformer i frimarkedsøkonomisk retning som en hjørnesten. Og når det gælder den økonomiske teoretiseren kunne den første danske professor i økonomi, O. Christian Olufsen (1764-1827), selv noget ind i det næste århundrede konstatere:

“Den danske Litteraturs Forraad i denne Videnskab er snart nævnet. For­uden Oversættelsen af Smiths Værk og af Fabricius Begynd­elses­grunde til de økonomiske Viden­skaber, samt Schyttes lidet lære­rige og ufuldendte Stat­ernes indvortes Regering, har vores Sprog intet Værk, som omfatter hele Videnskaben.” (Olufsen 1815, xlv-xlvi) (29)

Så hvad kunne årsagen til denne manglende interesse og gennemslagskraft være? Skal en politisk-økonomisk idé have gennemslagskraft og påvirke udviklingen, er der typisk—mindst—tre centrale, nødvendige forudsætninger, som må være opfyldt. For det første må der være en eller flere relativt magtfulde samfundsgrupper, hvis med­lemmer har en klar og stærk egeninteresse i at fremme den pågældende idé. For det andet må der være en form for intelligentsia, som kan optage, artikulere og kommunikere idéen til andre menings­dannere og den bredere offentlighed. Endelig må der, for det tredie, være en “lejlighed”; en “trigger event” som pludseligt og radikalt gør den pågældende idé attraktiv for et stort antal borgere. Ser man på de lande, hvor liberale idéer vandt markant frem i 1700- og 1800-tallet, så var alle disse tre forudsætninger op­fyldt i et eller andet omfang, men i Danmark-Norge var ingen af dem til stede i nævneværdigt omfang.

Mest grundlæggende så var der i Danmark-Norge en mangel på en talstærk og indflydelsesrig middelklasse med en klar interesse i liberal­iserende økonomiske re­former. Der var således i mod­sætning til f.eks. Stor­britannien, endnu ikke vokset en magtfuld samfundsgruppe frem, som baserede sin velstand på kapitalismen, og som havde en åbenlys mulighed for øget velstand ved liberaliseringer. Der var, med andre ord, endnu kun få for hvem Smiths idéer kunne tjene som redskab for privatøkonomiske inter­esser. Bemærkelsesværdigt er det da også, at den kreds, der stod bag oversættelsen, netop kom fra det velstående borger­skab, som havde en åbenlys interesse i liberaliserende reformer.

Men manglen på et stærkt borgerskab er næppe hele forklaringen. Når den danske oversættel­se ikke fik større betydning, end tilfældet var, må dette, for det andet, givetvis bl.a. søges i, at der manglede en sammentømret, ideologisk bevidst kerne, som kunne sprede idéerne, og en arena hvor dette kunne gøres i. Helt grundlæggende var den kreds, der stod bag oversættelsen, når det kom til stykket, næppe den “rette” kreds med hensyn til at arbejde for en yderligere implementering af dens politiske anbefalinger, ihvert­fald ikke efter midten af 1780erne. De var ganske vist alle, på den ene eller anden måde, knyttet til handel og erhvervspolitisk interessere­de, men alligevel var de ikke placerede dér, hvor de kunne have været mest indflydelses­rige: I regeringen i Køben­havn. Peter Anker var i disse år og det næste kvarte århundrede i Storbritan­nien og på den anden side af jorden. Carsten Anker var i Danmark, men delvist optaget af at skabe sig en erhvervs­karriere og siden i Norge. Holt og Dræbye arbejdede ganske vist begge som embeds­mænd og som praktiske økonomer, men de var hverken ministre, som kunne træffe beslutningerne, eller akademikere som kunne sprede idéerne. Ingen af dem havde derfor en direkte kanal til yderligere at øge interessen for Smiths idéer, og Holt døde under alle omstændigheder allerede i 1784.

Men måske endnu vigtigere med hensyn til den beskedne politiske gennemslagskraft var, at der heller ikke var et egentligt publikum af personer, som kunne være en både oplagt og modtagelig læserkreds. For det første var den økonomiske tænkning i Danmark i årene op til udgivelsen af Smith på dansk primært influeret fra anden, ikke-angelsaksisk side, nemlig fra tysk side. Som Boserup (1976: 17) har citeret den tyske økonom og teorihistoriker Wilhelm Roscher for at sige, så var det tilfældet, at “Dänemark . . . damals unter seinen Bernstorff’s, Struensee etc. . . . eine schöne Literaturprovinz von Deut­schland bildete.” For det andet må man ikke under­vurdere det forhold, at ytrings­frihed­en i perioden efter Struensee var blevet kraftigt begrænset, hvilket også ramte hvilken kritik, der kunne rejses af statens økono­miske politik. Censuren ramte bl.a. Christian Marfeldts afhandling om kornhandlen fra 1776, som først udkom efter magtskiftet i 1784, hvor Ove Høegh-Guldberg var blevet væltet og ytrings­friheden igen udvidet lidt. Men allerede i 1790erne indskrænke­des ytrings­fri­hed­en igen, og med Trykke­frihedsordning­en af 1799 indledtes det 50 år lange, mørke kapitel i dansk ytringsfriheds historie (David­sen 1976: 453ff).

Til sammen var disse to forhold givetvis årsagen til, at der i slutningen af 1700-tallet stort set ingen økonomisk teoretiseren eller undervisning var i Danmark: Der var ingen produktive lærerkræfter indenfor økonomi, og der var endnu ikke et egentligt økonomisk studie i Danmark (Boserup 1976; Johansen 1976). Smiths arbejder var, som vist, ikke ganske ukendte i Danmark, og de påvirkede ganske vist nogle af de få danske økonomer fra 1700-tallets slutning, bl.a. Tyge Rothe (1731-95) og Josias Ludwig Gosch (1765-1811). (30) Men påvirkningen var beskeden og ikke entydigt positiv, og om Smiths mulige indflydelse på dansk tænkning i slutningen af 1700-tallet har Bisgaard sammenfattende sagt: “[S]tor har den ikke været i literaturen . . . og det ligger først og fremmest i, at vor økonomiske literatur efter Adam Smiths optræden kun var yderst fattig.” (Bisgaard 1902: 183). Det var således først i 1815, at Københavns Universitet fik et egentligt professorat i “statsøkonomi”, som det hed, nemlig med den førnævnte O. Christian Olufsen. Denne var cand.jur. af uddannelse, men havde beskæftiget sig med økonomi, og samme år, som han blev professor, udgav han Grundtræk af den Praktiske Statsoeconomie. Olufsen var tydeligt meget påvirket af Smith, som han betegnede som “Statsoeconomiens ypperste Lærer, paa hvis Skuldre alle hans Efterfølgere staae.” (1815, xxxi). Olufsen delte især Smiths kritik af merkantilismen, herunder af privilegier, told, handels­forbud m.v., og han var tillige en klar tilhænger af “free banking”, d.v.s. privat pengeudstedelse. I det hele taget var Olufsen en tilhænger af en kraftig begrænsning af statens magt, og med hensyn til skatter var hans grundsynspunkt, at “al Beskatning opstiller Hind­ringer for Nationalvelstand­en.” (1815: 272). (31) Men Olufsen var en næsten enlig svale; hans professorat var ubesat fra hans død i 1827 og til 1845, undtagen i fire år (1830-34), hvor en anden Smithianer, C.N. David (1793-1874), beklædte det (Jørgensen 1976). Først i 1848 blev der med det statsvidenskabeli­ge studium oprettet en egentlig økonomisk uddannelse. Perioden op til da, var—som Boserup (1976: 19) har argumenteret—en “tom” periode. Som Friedrich Engels i 1846 i et brev til Karl Marx udtrykte det om Danmark: “Das ist Dir eine Sauerei. Lieber der kleinste Deutsche als der grösste Däne! So ein Klimax von Moralitäts-, Zunft- und Ständesmisere existiert nirgens mehr . . .”. (32)

Endelig er der den tredie hovedårsag til, at udgivelsen ikke fik den store umiddelbare gennemslagskraft: At der ikke indtraf én eller flere begivenheder, som pludseligt kunne åbne en stor skares øjne for fordelene ved en fri markedsøkonomi. At der var liberale sympatier og liberal­iserende reformer i Danmark og Norge i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet er, som vist, uom­tvisteligt, men når miljøet alligevel ikke var særligt modtageligt overfor sådanne tanker, skyldtes det uden tvivl blandt andet det forhold, at meget allerede var blevet liberal­iseret, f.eks. netop told­loven allerede i 1797. Der var således ikke noget nævne­værdigt pres for liberal­iseringer på dette område, og det var i det hele taget andre spørgsmål, der optog folk. Dette noteredes allerede af Bisgaard:

“Det bliver andre pro­blemer, der optager tiden: først de rene land­bospørgsmål, der er af social karakter, dernæst de rent politiske. Da økonomiske spørgsmål atter dukker frem i slut­ningen af århundredet, er det hovedsaglig i bladlitteraturen og i rene småpjeser og mono­grafier, at vi må søge deres behandling. Nogen egentlig national­økonomisk literatur på denne tid kan man ikke tale om.” (Bisgaard 1902: 183-84)

Degen (1936) har som fundamental årsag til bogens manglende gennemslags­kraft peget på, at tiden og forholdene i Danmark-Norge simpelthen ikke var modne:

“Forholdene herhjemme var endnu næppe modne for dens nye og for Samtiden revolutioneren­de Tanker, de industrielle og handelsmæssige Forhold—ja Erhvervsliv­et som Helhed var endnu saaledes beskaffent, at man ikke følte nogen synderlig Trang til nye synspunkter; alt gik saa nogenlunde tilfredsstillende under Kongens ‘landsfaderlige’ og omsorgsfulde Varetægt, saaledes at Bogen ikke her som i England kom til at virke som ‘et Ord i rette Tid’. . . . [Et kvart århundrede] maatte det tage, fordi de økonomiske Forhold som Helhed i Aarene fra 1780-1800 ikke gjorde ændrede Opfattelser ønskelige eller nødvendige. Den glimrende Handels­perio­de maatte først over­staaes, inden man forstod ‘at altfor lidet havde sine Hjælpemidler i Landets naturlige Forhold’ og en ny Kurs derfor nødvendig. Først da man var naaet saa vidt, kunde de nye Tanker finde nærende Jordbund, saa de kunde vinde Kræfter til at trænge de gamle Idealer til Side.” (Degen 1936: 231-32)

En egentlig interesse for økonomiske spørgsmål blev først aktuel ved statsbankerot­ten i 1814, landbrugskrisen i 1820erne og næringslov­givningen i 1830erne. Men dette var endnu inden, at det repræsentative demokrati havde erstattet enevælden, og den samlede konsekvens blev dermed, at hvad der foregik af liberaliserende reformer blev gennemført af enevoldsmagten selv, og mere af praktisk nødvendighed end af idealist­isk overbevisning. Politikken var, som Garmann Johnsen (1983: 17) har udtrykt det, “Liberalisering ovenfra”.

Sammenfatning

Dette studie af kredsen bag udgivelsen af den danske oversættelse af WN har understreget tre ting.

For det første synes det nu klart, at der i slutningen af 1700-tallet har været en ellers overset kreds personer i Danmark-Norge, som har været økonomisk liberalt indstillede, og som endog har haft et personligt og intel­lektuelt kendskab til Adam Smith. Særligt bemærkelses­værdigt er det, at tre af de i denne forbindelse centrale personer—Holt, Dræbye og Carsten Anker—alle var ansat i Økonomi- & Kommerce­kollegiet i 1770erne og deri­gennem har haft indflydelse på den førte politik, herunder de liberaliserende reformer i århundredets slutning. Lige så bemærkelsesvær­digt er det, at flere fra denne kreds, samt deres nære slægtninge, var blandt hovedaktørerne på Eidsvoll i 1814, da man løsrev Norge og skrev den for samtiden mest liberale forfatning.

Men studiet har også, for det andet, vist, at idéhistoriens gang og den politiske tænk­nings samspil med politikken er som alt andet: Resultatet af en række mere eller mindre uafhængige menneskelige valg snarere end store historiske “lovmæssigheder”: Havde Erich Ancher ikke sendt sine to sønner og Holt afsted til udlandet, havde de ikke mødt Smith, og havde James Collett ikke sendt Dræbye og Collett-børnene afsted, var de næppe vendt hjem med et eksemplar af WN. Var det ikke sket, havde der med garanti ikke foreligget en dansk over­sættelse af WN allerede i 1779-80. Spørgsmålet er, om ikke dette ville have påvirket den økonomiske politik i Danmark-Norge, således at der ikke var sket de liberaliserende reformer, som dog fandt sted i disse år.

Det er i sagens natur et spørgsmål, hvorom vi aldrig kan have nogen sikker viden. Men det leder dog også til en mulig tredie pointe: Ved at få spredt de frimarkedsøkonomi­ske idéer i den statslige administration under den end­nu noget autoritære enevælde opnåede man ganske vist at få gennemført liberaliseren­de reformer, men måske også at brodden dermed netop blevet taget ud af et senere pres for mere vidtgående reformer, og at krav om sådanne aldrig kom til at være en hjørnesten i dansk liberalisme. Dermed åbnes der op for den noget parakdoksale mulighed, at den meget tidlige danske liberaliseren måske har været en af de væsentlige årsager til, at den danske liberale tradition blev så konservativ og fattig, som tilfældet er.

Litteratur

Aall, Jacob. 1859. Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800-1815. Kristiania.
Banke, Niels. 1955. Om Adam Smiths Forbindelse med Norge og Danmark. Nationaløkonomisk Tidsskrift 93 (1955): 170-78.
Bisgaard, H.L. 1902. Den Danske Nationaløkonomi i Det 18. Århundrede: Et Afsnit af Nationaløkono­miens Historie i Danmark. København: H. Hagerup.
Boserup, Mogens. 1976. Danske Økonomer i 200 År. I Mogens Boserup m.fl., Danske Økonomer: Festskrift i Anledning af Socialøkonomisk Samfunds 75 Års Jubilæum. København: Samfundsvidenskabe­ligt Forlag: 13-32.
Boserup, Mogens m.fl. 1976. Danske Økonomer: Festskrift i Anledning af Socialøkono­misk Samfunds 75 Års Jubilæum. København: Samfundsvidenskabeligt Forlag.
Bull, Edvard. 1921a. Anker, Carsten Tank, 1747-1824. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. I. Red. Edvard Bull, Anders Krogrig & Gerhard Gram. Kristiania: Aschehoug: 173-77.
Bull, Edvard. 1921b. Anker, Peter, 1744-1832. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. I. Red. Edvard Bull, Anders Krogrig & Gerhard Gram. Kristiania: Aschehoug: 191-92.
Bull, Francis. 1921. Anker, Bernt, 1746-1805. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. I. Red. Edvard Bull, Anders Krogrig & Gerhard Gram. Kristiania: Aschehoug: 162-70.
Bull, Francis. 1926. Collett, Peter, 1767-1823. I Norsk Biografisk Leksikon, Bd. III. Red. Richard Birkeland, Haakon Shetelig & Frederik Stang. Oslo: Aschehoug: 117-21.
Butenschøn, Barthold, red. 1994. Fladebye Journalerne: Jagtjournalerne 1798-1823; Julejournalerne 1800-1808. Oslo: Andresen & Butenschøn.
Collett, Alf. 1883. En Gammel Christiania-Slægt: Optegnelser om Familien Collett og Christianias Fortid. Kristiania: Alb. Cammermeyer.
Collett, Alf. 1915. Familien Collett og Christianialiv i Gamle Dage. Kristiania: J.W. Cappelen.
Collett, Peter. 1983. Familien Collett 1655-1983. Oslo: Peter Collett.
Davidsen, Thorkild. 1976. Dansk Økonomisk Litteratur gennem Tre Århundre­der. I Mogens Boserup m.fl., Danske Økonomer: Festskrift i Anledning af Socialøkono­misk Samfunds 75 Års Jubilæum. København: Samfundsvidenskabeligt Forlag: 449-79.
Danmarks Adels Aarbog, 6. årg. (1889): 12ff; 69. årg. (1952): 9ff.
Degen, Hans. 1936. Om Den Danske Oversættelse af Adam Smith og Samtidens Bedømmelse af Den. Nationaløkonomisk Tidsskrift 74 (1936): 223-32.
Eggers, Chr. Ulrich Ditlev von. 1786. Ueber Dänische Statskunde. København.
Ehrencron-Müller, H. 1927. Forfatterlexicon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, Bd. IV: Hem-Kra. København: H. Aschehoug & Co.
Erslew, Thomas Hansen. 1858. Supplement til Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med Tilhørende Bilande indtil Udgangen af Aaret 1853, Bd. 1: A-J. København: Forlagsforeningens Forlag.
Finne-Grøn, S.H. 1926a. Collett, James, den yngre, 1728-94. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. III. Red. Richard Birkeland, Haakon Shetelig & Frederik Stang. Oslo: Aschehoug: 97-100.
Finne-Grøn, S.H. 1926b. Collett, John 1758-1810. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. III. Red. Richard Birkeland, Haakon Shetelig & Frederik Stang. Oslo: Aschehoug: 100-03.
Garmann Johnsen, Hans Christian. 1983. Adam Smith: Liberalismens Pioner. Ideer om Frihet 3 (1983): 10-13.
Horstbøll, Henrik. 1996. “Hvad Hører Der Til at Være Liberal?” Da Liberalismen Kom til København. I København: Porten til Europa. Red. John T. Lauridsen og Margit Mogensen. København: Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Tøjhusmuseet: 101-18.
Jantzen, A. 1934. Collett, Peter, 1767-1823. I Dansk Biografisk Leksikon, Bd. V: Christensen-van Deurs. Red. Povl Engelstoft & Svend Dahl. København: J.H. Schultz Forlag: 384-85.
Johansen, Hans Christian. 1976. Fire Økonomiske Lærebogsforfattere fra Perioden 1770-1815. I Mogens Boserup m.fl., Danske Økonomer: Festskrift i Anledning af Socialøkonomisk Samfunds 75 Års Jubilæum. København: Samfundsvidenskabeligt Forlag: 105-23.
Jørgensen, Harald. 1976. C.N. David. I Mogens Boserup m.fl., Danske Økonomer: Festskrift i Anledning af Socialøkonomisk Samfunds 75 Års Jubilæum. København: Samfundsvidenskabeligt Forlag: 125-44.
Koht, Halvdan. 1921. Anker, Peder (Per), 1749-1824. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. I. Red. Edvard Bull, Anders Krogrig & Gerhard Gram. Kristiania: Aschehoug: 187-91.
Koht, Halvdan. 1926a. Collett, Johan, 1775-1827. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. III. Red. Richard Birkeland, Haakon Shetelig & Frederik Stang. Oslo: Aschehoug: 100-01.
Koht, Halvdan. 1926b. Collett, Jonas, 1772-1851. Norsk Biografisk Leksikon, Bd. III. Red. Richard Birkeland, Haakon Shetelig & Frederik Stang. Oslo: Aschehoug: 107-10.
Kurrild-Klitgaard, Peter. 1997. Peter Collett (1767-1823): Liv, Frihed og Ejendom, manuskript. København.
Larsen, Kay. 1933. Anker, Peter, 1744-1832. Dansk Biografisk Leksikon, Bd. I: Aaberg-Bagge. Red. Povl Engelstoft & Svend Dahl. København: J.H. Schultz: 442-43.
Nielsen, Yngvar. 1871. General-Major Peter Anker, Guvenør i Trankebar. (Norsk) Historisk Tidsskrift I (1871): 273-384.
Nyerup, R. & J.E. Kraft. 1820. Almindeligt Litteraturlexicon for Danmark, Norge, og Island . . . København: Gyldendal, 1820.
Nystrøm, Eiler. 1933. Anker, Carsten Tank, 1747-1824. Dansk Biografisk Leksikon, Bd. I: Aaberg-Bagge. Red. Povl Engelstoft & Svend Dahl. København: J.H. Schultz: 440-41.
Olufsen, O. Christian. 1815. Grundtræk af den Practiske Statsoeconomie. København.
Scott, William R. 1937. Adam Smith as Student and Professor. Glasgow: Glasgow University.
Smith, Adam. 1776. An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations, I-II. London: William Strahan & Thomas Cadell.
Smith, Adam. 1779-80. Undersøgelser om National-Velstands Natur og Aarsag af Doctor Adam Smith . . , I-II. Oversat og red. Frantz Dræbye. København.
Smith, Adam. 1977. The Correspondence of Adam Smith. Eds. Ernest C. Mossner & Ian S. Ross. Indianapolis: Liberty Classics, 1987.
Stybe, Svend Erik. 1978-81. Dansk Idehistorie, I-II. København: Hans Reitzel.

Fotnoter

1) Dette er en let forkortet og revideret udgave af arbejdspapiret Adam Smith og Kredsen Bag National-Velstands Natur (København: Institut for Statskundskab, 1997). Jeg skylder tak til mine to norske venner, Jan Sommerfelt Pettersen og Hans Chr. Garmann Johnsen, som gjorde mig opmærksom på dette studies emne, til Bernt Johan Collet for lån af materiale, og til Camilla Collet for konstruktiv kritik.
2) Som egentlig bog udkom den i Frankrig først i 1781, og Smith selv hørte først om udgivelsen i 1782. Om disse udgivelser, se brev fra Smith til Abbé Blavet (23. juli 1782), i Smith ([1977] 1987: 259-60) og brev fra Smith til Thomas Cadell (19. juni 1784), i Smith ([1977] 1987: 276-77), samt Smith ([1977] 1987: 259n2 & 277n2).
3) Bisgaard nævner ikke udgivelsen med et ord. Boserup noterer kort, at “Adam Smiths Wealth of Nations var som bekendt udkommet i dansk oversættelse så tidligt som 1779-80, men i adskillige år havde den ingen større virkning her.” (Boserup 1976: 22). Endnu kortere bemærkes det af Johansen (1976), at “Adam Smiths værker [fandtes] tidligt i dansk oversættelse.” De—mig bekendt—eneste behandlinger af udgivelsen og kredsen bag denne er Degen (1936) og Banke (1955), samt meget korte omtaler i Nielsen (1871), Scott (1937), Garmann Johnsen (1983) og Horstbøll (1996).
4) Om Collett-slægten, se Collett (1883; 1915) og Collett (1983). Om Anker-slægten, se f.eks. Danmarks Adels Aarbog 6. årg. (1889: 12ff) og 69. årg. (1952: 9ff).
5) Se Smith ([1977] 1987: 247n2), samt Ehrencron-Müller (1927: 137-38), Nystrøm (1933: 440), Larsen (1933: 442) og Danmarks Adels Aarbog 69. årg. (1952: 26).
6) Brev fra Smith til David Hume (5. juli 1764), i Smith ([1977] 1987: 101-102). Se iøvrigt Smith ([1977] 1987, xx, 247n2 & 252n10), samt Banke (1955: 172).
7) Se brev fra Smith til William Strahan (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 248-49), samt brev fra Smith til Peter Anker (s.d.), i Smith ([1977] 1987: 253 & 254).
8) Om Holts liv og karriere iøvrigt, se Ehrencrone-Müller (1927: 137-38).
9) Om Carsten Anker, se f.eks. E. Bull (1921a) og Nystrøm (1933).
10) Om Peter Anker, se f.eks. E. Bull (1921b) og Larsen (1933).
11) Om Dræbyes liv og karriere, se Nyerup & Kraft (1820: 140); Erslew (1858: 393); Collett (1883: 171 & 178-80; 1915: 156-58 & 164); Degen (1936: 224-25 & 225n1).
12) Om Dræbyes og Collett-brødrenes rejse, se Collett (1883: 178-80; 1915: 156-58 & 164). Cf. også Smith ([1977] 1987: 248n4).
13) Collett (1883: 180; 1915: 158). Peter Colletts dagbog fra rejsen er bevaret.
14) Om John Collett, se f.eks. Finne-Grøn (1926b).
15) Cf. Nyerup & Kraft (1820: 140).
16) Cf. Smith ([1977] 1987, xxi); Collett (1883: 180).
17) Dette fremgår af brev fra Smith til William Strahan (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 249) og breve fra Smith til Andreas Holt (s.d.), i Smith ([1977] 1987: 249), og Peter Anker (s.d.), i Smith ([1977] 1987: 253). Brevene fra Holt og Anker til Smith findes ikke længere, cf. Smith ([1977] 1987: 249n1 & 253n1). De kan tidligst have været sendt medio juni 1780, hvor 2. bind udkom.
18) Brev fra Smith til William Strahan (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 248-49).
19) Cf. Brev fra Smith til Andreas Holt (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 249-53); brev fra Smith til Peter Anker (s.d.), i Smith ([1977] 1987: 253-54).
20) Brev fra Smith til Thomas Cadell (25. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 247-48).
21) Brev fra Smith til William Strahan (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 248-49).
22) Brev fra Smith til Andreas Holt (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 249-53).
23) Brev fra Smith til Peter Anker (26. oktober 1780), i Smith ([1977] 1987: 253-54).
24) Om Bernt Anker, se f.eks. F. Bull (1921).
25) Om Peder Anker, se f.eks. Koht (1921).
26) Om Collettgaarden og Fladebye, samt de kredse der deltog i de berømte Fladebye-jagter fra 1760erne til ca. 1823, se Collett (1883; 1915) og i særdeleshed Butenschøn (1994).
27) Om James Collett og hans børn, se f.eks. Finne-Grøn (1926a; 1926b) og Collett (1883; 1915).
28) Om Peter Collett, se Collett (1883; 1915), Bull (1926), Jantzen (1934) og Kurrild-Klitgaard (1997). Om Jonas Collett, se f.eks. Koht (1926b). Om Johan Collett, se f.eks. Koht (1926a).
29) Cf. Degen (1936: 223 & 223n1), som også citerer Chr. Ulrich Ditlev von Eggers: “Sie werden selbst finden, dass solche Schriftsteller gerade den meisten Werth haben müssen; aber ich glaube nicht, dass wir Werke dieser Art in der dänischen Sprachen besizen. . . . Zeigen Sie mir in der dänischen Sprache Schriften eines Smith, Stewart, Necker und Herzberg.” (Eggers 1786).
30) Cf. Bisgaard (1902) og Johansen (1976). Den Smithske påvirkning af Gosch var der iøvrigt formodentlig uafhængig af den danske udgivelse, idet Gosch først kom fra Tyskland til Danmark i midten af 1780erne og skrev på tysk. Det hører også med til historien, at Gosch bestemt ikke delte Smiths frimarkedsøkonomiske indstilling, hverken med hensyn til handel eller skatter.
31) Om Olufsens forfatterskab og påvirkningen fra Smith, se Johansen (1976: 118-23).
32) Citeret efter Boserup (1976: 19).

Tidligere publisert i Libertas 26, (Juni 1998): 5-16. ©Peter Kurrild-Klitgaard.

Hentet fra Ideer om frihet nr 3-4, 1998.

Fra arkivet

Arrangementer

  • Mont Pelerin Society - Oslo 2022
    • 04/10/2022 - 08/10/2022
    • Oslo
  • LibertyCon 2022
    • 14/10/2022 - 15/10/2022
    • Miami