Magasin

Anarkiets kaos

Tidsskriftet «Ideer om frihet» ble utgitt fra 1980 til 2000. Liberaleren har fått tillatelse til å publisere artiklene fra tidsskriftet slik at de blir bevart for ettertiden. Denne artikkelen er hentet fra Ideer om frihet nr 1, 1993.


Peter Marshall, Demanding the Impossible – A History of Anarchism, HarperCol­lins Publishers, 1992) 767 sider, 25 pund,

«Anarki er kaos, når lov og orden kollapser, og menneskets destruktive natur bliver sluppet løs. Anarkister ønsker at omstyrte samfundsordenen med bomber og terror. Anarkismen ødelægger enhver fornuft, og især moralske begreber bliver der vendt op og ned på. De bliver i sig selv betydningsløse under anarkismen.»

Sådan opfatter de fleste anarkismen i den daglige debat. Især de etablerede politiske partier gør deres yderste for at fastholde­ dette synspunkt. Men når dette er sagt, er det også vigtigt at bemærke, at de fleste «almindelige» mennesker tæn­ker på anarkiet som en tilstand af udstrakt frihed. Altså noget positivt. Men hvordan defineres anarki i en mere formel kontekst?

Den britiske forfatter Peter Marshall forsøger i bogen Demanding the impossible – A history of Anarchism at give den hidtil mest omfattende og dybdegående analyse af anarki­sme og hovedpersonerne i dens udvikling. Bogens spændvidde er imponerende, når Marshall beretter om anarkismen fra før «anarki» opstod som ord, men blot det mest praktiske sam­fundssystem hos Taoisterne over de gamle grækere og middelal­deren til det forrige århundredes «klassiske anarkister» som Godwin, Stirner, Proudhon, Bakunin, Kroptkin, Tolstoy, Gold­man og Gandhis ikke?voldsrevolution og op til den moderne anarkismes «New left» og anarko-kapitalisterne.

Anarki bliver normalt defineret i saglig sammenhæng – ikke som kaos – men som et samfund uden stat, og dermed bliver anarkismen den filosofi, der har dette som mål. Det er en anelse selvmodsi­gende at give en egentlig definition af anar­kisme, da anarki­smen i sig selv er anti-dogmatisk.

Ikke destomindre forsøger de fleste retninger af anarkismen at give deres bud på, hvad den rigtige anarkisme er. Under alle omstændigheder er der trods alt visse ting, anarkisterne er enige om. Alle anarkister afviser muligheden for, at der kan eksistere en legi­tim statsmagt, den påtvungne politiske orden, hierarkiet og dominansen. Alle anarkistiske teorier har som mål at skabe et frit samfund, der giver alle indivi­der muligheden for at opnå de bedst mulige resultater.

Anarkister skelner meget klart og entydigt mellem begreber­ne samfund og stat. Samfundet er summen af alle de individu­elle handlinger og forbindelser, mens staten er den tvangs­mæssige foranstaltning til gennemtvingelsen af statsligt fastsatte­ love. Anarkister ser staten som en unød­vendig og rettighetskr­ænkende overbygning på det frie sam­fund.

Anarkismen er en filosofi, der er meget svær at sætte i bås, som det fremgår af Peter Marshalls værk. Traditionelt er den blevet repræsenteret fra såvel eks­trem individualisme og over til kommunisme. Under alle om­stæn­digheder er anarkismen ikke placeret i et typisk højre-venstre politisk billede. Anarki­sterne er ikke interesseret i frihed for enkelte klasser, eliter eller indkomstgrupper. Anarkisterne ønsker frihed for alle individer. De har indset, at friheden for alle er en nødvendig forudsætning for frihe­den for den enkelte. Som Mik­hail Bakunin skrev: «Mennesket er kun virkeligt frit blandt lige frie mennesker.»

Anarkister af såvel individualistisk karakter som af socia­listisk karakter erkender, at sand frihed kun kan opnås i et samfund uden stat. De afviser Jean-Jaques Rousseaus version af fri­hed, hvor man legitimt kan tvinges til at adlyde de love, der er skabt på ens vegne. De forstår ikke Hegels defi­nition af fri­hed som en omskrevet nødvendighed, hvor indivi­det på mystisk vis erkender sig selv som en del af en højere enhed gennem adly­delsen af statens arbitrære love. Endelig accepterer de ikke John Lockes opfattelse af, at staten er nødvendig til beskyt­telsen af individets rettigheder. Det vil sige den liberale natvæg­terstat. Tværtimod hævdede Pjotr Kro­potkin, at frihed er mu­ligheden for at handle uden frygt for samfundsmæssig gengæl­delse sammenkoblet med adgangen til del­tagelse i vigtige be­slutninger. Her var Pierre?Joseph Proud­hon til gengæld indstillet på at bru­ge udstødelse af samfun­det og i den sidste ende endda døds­straf­ overfor dem, der gentagne gange ikke overholdt ind­gåede aftaler eller (frivilligt) påtagne pligter.

Grækerne

Selve ordet anarki stammer fra det gamle Grækenland (AN-ARKIA), hvor det allerede i sin oprindelige form havde den kontradiktoriske betydning ordet har fået i dag. På den ene side betød ordet anarki et samfund uden ledelse med spon­tan orden, og på den anden side betød det et samfund uden ledelse med det totale kaos. Det meste af den tidlige græske filosofi var dog over­bevist om, at det civiliserede liv kun kunne findes indenfor statens rammer. Platon opfattede demo­kratiet som den mest uretfærdige form for statsdannelse. I stedet skulle man søge mere guddommelige egenskaber ved statsdannelsen.­ Aristoteles opfattede demokratiets fejl som den eneste sikring mod anar­kiets kaos. Både Platon og Aristo­teles mente altså, at sam­fundet havde brug for en stærk, hie­rarkisk statsmagt til at opretholde samfundsordenen.

Sofokles derimod beskrev i Antigone modsætningsforholdet mel­lem de menneskeskabte love og de guddommelige eller natur­lige love. Sofisternes hævdede, at al­le so­ciale fænome­ner kan for­stås­ indenfor­ tvedelin­gen­ mellem det­ natur­lige (physis) og det konventions­skabte (nomos). Ur­menneskene mødtes ikke for at opfinde et sæt sam­fundsmæssige regler.

Hos Sokrates finder vi en anden anarkistisk tæn­ker, der gang på gang fastslår, at vi skal stille spørgsmål­stegn ved auto­riteterne og i stedet tænke selv. Han formule­rer det tid­ligst kendte forsvar for friheden til at tænke selv gennem den in­dividuelle bevidsthed og ikke mindst gennem den nødven­dige fortsatte kritik og diskussion.

Sokrates blev dræbt ved at blive tvunget til at drikke skarn­tydesaft efter, at han var blevet fundet skyldig i den værste af alle forbry­delser: Tan­keforbrydelsen: Han havde opfordret alle til at møde nye idéer med et åbent hjerte – og hjerne – og at overveje alt ved for­nuftens hjælp. Dermed skulle man naturligvis ikke umiddel­bart tage autorite­ternes eller majo­ritetens ord for gode va­rer.

Det tyvende århundredes anarkister

Anarkisternes sidste store slag fandt sted i borgerkrigen i Spanien i 1930erne­ hvor Francos tropper udslettede bevægelsen næsten fuldstændigt. I Tyskland og Italien blev de rela­tivt sto­re anarkistiske grupperinger udraderet af nazisterne og fas­cisterne. Samtidig blev kravet om nationalt sammenhold øde­læggende for de anarkistiske bevægelser i resten af Europa i krigsårene, og kun spredte fraktioner af anarkister holdt gej­sten oppe.

Rent faktisk påstod de fleste europæiske historikere i 1950erne­, at anarkismen nu var endegyldigt død. Der­for var det en total overraskelse for den etablerede verden, da anar­kismen opblom­strede igen i 60erne. Det viste endnu engang, at idéernes magt var undervuderet. Her var igen nogle idéer, der kunne få mennesker til at arbejde for dem. Her var in­gen un­der­trykkelse af anderledes tænkende. Her var ingen krav om øgede skatter. Her var ingen krav om yderligere militær op­bygning for at sejre over fjenden i Øst. Her var ingen krav om atom-raketter i baghaven.

The new left

På denne tid opstod en ny bevægelse på venstrefløjen, «The New Left». De søgte en vej imellem den absolutte kapitalisme og den undertrykkende, totalitære marxisme. Den nye ven­streorienterede anarkisme afveg fra den tidligere anarkisme­ ved at være udpræget pacifistisk og samtidig be­tragtede den feminismen som en altafgørende faktor i samfun­dets udvikling. Hvor anarkisterne tidligere havde fået opbak­ning fra især bønderne og arbejderne, tiltrak de sig nu især middelklassens intellektuelle og her især undervisere, socialhjæl­pere og studen­ter. Hermed begyndte man at lægge vægt på mil­jøet, kul­turen og livsstilen.

Libertarianerne

I de sidste årtier er det interessant at betragte anarki­smens udvikling. Hvor den før i høj grad – i hvert fald i den of­fentlige debat i Europa – var præget af de utopiske anarki­ster med deres kommunistiske baggrund, er anarkiet nu præget af hard-core liberalister, libertarianere eller som de ynder at kalde sig selv: Anarko-kapitalister. Det er desværre her Peter Marshall for alvor begår fejl i sin fortolkning af anarkismen.­ Afsnittet er fyldt med fejlfortolkninger og deci­derede faktuelle fejl. For eksempel tilskrives økonomiprofes­soren David Friedman forfatterskabet til de to monetaristiske bøger: Capitalism and Freedom og Free to Choose, omend den rette forfatter er Nobelpristageren i økonomi Milton Fri­edman, der også er Davids far.

I dette afsnit går Peter Marshall også ind i en meget stærk personlig vurdering af grundlaget for anarkokapitalisternes idéer. Med en stærkt negativ konklusion skal det siges. Men en egentlig præsentation af anarkokapitalismen – på dennes præmisser – er der ikke tale om. Afsnittets relevans begræn­ses derfor væsentligt, da det samtidig er velkendt, at netop anarkokapitalismen står for de mest markante bidrag til anar­kismen i de sidste ti-år.

Anarko-kapitalisterne eller «The New Right» har med deres pågåenhed formået at bringe­ begrebet «Staten» tilbage i den politiske debat. Sta­ten er nu hovedmålet for den ideologiske liberalistiske kamp.

Med den markedsorienterede anarkisme er der for første gang kommet et «videnskabeligt» grundlag for de anarkistiske teo­rier. Med hjælp af beskrivelsen af markedets utilsigtede evne til at skabe værdier og værdispredning lægger anarko-kapitali­sterne­ hårdt ud mod staten som en hindrende faktor for fuld menneskelig blomstring.

De tidligere anarkister lod i en me­get vid udstrækning deres tro på anarkiet basere på en over­bevisning om, at i det anar­kistiske samfund ville der opstå et nyt og godt menneske, som i sig selv ville sikre, at sam­fundet ville eksistere.

Anarko-kapitalisterne tror ikke på, at mennesket er godt i udgangspunktet. Som økonomiprofessor Murray N. Rothbard skri­ver:»…; at være modstander af staten medfører ikke nød­vendigvis, at vi skal være modstandere af poli­ti, domstole, voldgift, ud­stedelse af mønter, postservice eller jernbaner og motorveje. Nogle anar­kister har været modstandere af poli­tiet og af ethvert fy­sisk tvangsmiddel i et for­svar for in­divid og ejendom, men dette er ikke en naturlig del af, og er fundamentalt irrele­vant til den anarkistiske position, der er præcist defineret ved oppo­sition til enhver fysisk tvang i for­bindelse med el­ler som aggres­sion imod individer og ejen­dom.»

Anarko?kapitalisterne ønsker at fjerne staten og overlade mar­kedet til en ren laissez-faire økonomi. Man ønsker at overla­de­ alle det offentliges funktioner til det private mar­ked, selv gader, parker og andre offentlige områder. Det frie mar­ked og kapitalismen hindres og fremmes ikke af staten, ifølge anarko-kapitalisterne.

Reagan og Thatcher

Anarko-kapitalismen har haft væsentlig indflydelse under og på de to største frihedsorienterede politiske bevægelser i de sidste årtier, repræsenteret af Ronald Reagan og Margaret Thatcher. I USA blev det libertarianske parti under Reagan-æraen­ til USAs trediestørste parti og opnåede blandt andet guvernørpo­sten i Alaska, der stadig har en af de mest liberale lovgivninger­ i verden. Ronald Reagan gjorde denne udvikling mulig ved at komme med udtalelser som: «I want to get govern­ment off people’s backs».

Margaret Thatcher, der ellers i en vid udstrækning næppe kan kaldes for tilhænger af frihed proklamerede, at målet var «to roll back the frontiers of the State».

Ideernes start

Anarko-kapitalismens ideer er bestemt ikke af nyere dato, sel­vom det først er nu, de vinder gehør. Benjamin Tucker gav i 1907 startskuddet til den nye anarko-kapitalisme med bogen Liberty.

I 1974 leverede Harvard filosofiprofessoren Robert Nozick så krudtet til en seriøs de­bat på universiteter overalt i den vestlige verden med udgi­velsen af Anarchy, State and Utopia, der med baggrund i Locke ar­gumenterede for en legi­tim natvægterstat til beskyt­telsen af individets rettigheder. Denne bog gjorde det atter legitimt at diskutere statens rol­le og om det i det hele ta­get var nødvendigt med en stat. Anarko?kapitalisterne fast­holdt, at ikke engang minimal- el­ler natvægterstaten er nød­vendig til forsvaret af individets rettigheder, person og ejendom. Dette forsvar kan fuldt ud og forsvarligt varetages af private be­skyttelsesagenturer.

David Fried­man, der er professor i økonomi ser sådanne små selv­stændige enheder som forhandlere af minisociale kontrak­ter og som skaber af «lov». «Lov» forstås her som love, der tilpas­ser sig markedets behov udtrykt gennem efterspørgsel. Alle har ifølge Friedman ret til at efterspørge beskyttelse­sydel­ser efter eget ønske, da «beskyttelse mod tvang er et økono­misk gode», som David Friedman skriver i sin bog The Machi­nery of Freedom – Guide to a radical capitalism.

Ayn Rand er sandsynligvis en af de mest kendte, der normalt associeres med anarko-ka­pitalismen. I USA er hun uden tvivl indgangsvin­klen for langt de fleste af nye libertarianere, der stifter bekendtskab med ideerne gennem hendes objektivi­sme. I hendes bog The Virtue of Selfishness: A New Concept of Egoism for­søger hun at skabe et filosofisk forsvar for egoismen. I Dan­mark er hun dog mest kendt for sine heroiske fortællinger som Kun den stærke er fri, Vi, der lever og – Og verden skælvede.

Som de fleste anar­ko?kapitalister, der tilslutter sig Objek­tivismen, var hun absolut overbevist om egne synspunkter, hvorfor det minder lidt meget om en kult eller religion. Et dogme, mens anarkismen af natur er anti-dogmatisk.

Den uden tvivl mest kendte og velformulerede fortaler for anarko-kapi­talismen er imidlertid Murray N. Rothbard, der næsten virker undskyldende i sine argumenter for anarkiet. Et forhold der dog ikke gør argumenterne mindre overbevisende. «Hvis man vil vide hvordan libertarianere betragter staten og dens handlin­ger, skal man blot tænke på staten som en bande af kriminel­le, og alle libertarianismens idealer falder straks­ på plads» skrev han i sin bog For a New Liberty: The Libertarian Mani­festo. Han reducerede det anarko?kapitalistiske­ budskab til en enkelt sætning: «at in­tet menneske eller gruppe af menne­sker må udøve aggression mod nogen andres person eller ejen­dom». Det betyder, at hver­ken staten eller private grup­per­ på nogen måde legitimt kan true eller på anden måde gen­nemtvinge­ nogen mening eller handling.­ Frie individer skal og kan kun overdrage ejendoms­ret og indgå aftaler på gensidig frivillig basis.

Anarkister eller?

Anarko-kapitalisterne har meget svært ved at blive accepte­ret som anarkister af andre anarkister, der traditionelt har et kollektivistisk udgangspunkt, hvilket forklarer Peter Mars­halls hårde ang­reb på dem. Ikke destomindre påberåber anarko-kapitali­sterne­ sig en status som anarkister ved at henvise til, at også de er imod enhver form for statslig magt og overherre­dømme. Umiddelbart er det vanskligt ved at kunne acceptere de kollektivistiske anarkister som anarkister, når man samtidig skal sætte individets absolutte rettigheder som den højeste værdi.

Problemet består i, at hvor de tidligere anarkister havde en vag drøm om mennesket i det frie samfund, hvor alle kunne hjælpe alle, har anarko-kapitalisterne en anden forudsætning. Mens de utopiske anarkister ønskede et samfund uden udbyt­ning, men egentligt ikke vurderede moralske spørgsmål, ønsker anarko-kapitalisterne et statsløst samfund af moralske grun­de. Anarko-kapitalisterne opfatter statens tyranni som en knægtel­se af individets rettigheder, når staten begrænser eller hin­drer mulighederne for at foretage moralske valg. Anarkokapi­talisterne argumenterer nok for en laissez-faire økonomi, men det er langt fra sikkert, at denne samfundstil­stand med en libertariansk model vil opstå på et marked base­ret på udbud og efterspørgsel.

Som David Friedman skriver: «Hvis næsten alle mennekser øns­ker, at salg af heroin skal være forbudt, vil de anarko?kapitalistiske­ institutioner ska­be en lov mod heroinsalg…­ Men markedets krav er i dollars, ikke stemmer. Lovligheden af heroin vil blive afgjort af, hvor meget hvert synspunkt er villig til at betale for at få sin vilje. Menne­sker, der ønsker at kontrollere andres liv, er meget sjældent villige til at betale for dette privile­gium; normalt forven­ter de at blive betalt for den «service», de yder andre men­nesker».

Anarkokapitalisme

I traditionel politisk tankegang har man som et mindstemål krævet, at staten bør håndhæve lov og orden. Hos de «traditionelle» anarkister har man indset det nødvendige i fælles fastsatte regler som alle må rette sig efter uanset disse måtte krænke enkelte individers rettigheder.

Anarko?kapitali­smen har et ganske andet syn på dette. Hos anarko-kapitali­sterne finder man en overbevisning om, at mar­kedet langt mere effek­tivt og retfærdigt kan opfylde behovet for afgørelser af uo­verensstemmelser mellem individer og grupper­ af individer end det statslige og institutionalisere­de nutidige system gør for øjeblikket.

Man har hos tilhængerne af såvel det social­demokratiske vel­færdssystem som hos tilhængerne af natvægter­staten ikke vil­let indse, at de konfliktende parter ville være langt bedre stillet, hvis der var mulighed for reelt at vælge mellem fle­re konkurrerende domstole eller forligsinsti­tutioner på mar­kedet, hvor man kunne drage nytte af konkur­rencen og ikke mindst de enkelte domstoles specialisering.

Anarko-kapitalisterne har essentielt tre bevæggrunde for at afvise staten som legitim tvangsorganisation. De tre hove­dretninger af den grundliggende­ teoretiske opfattelse er: Utillitaristerne (her repræsenteret ved David Friedman), Na­turretstilhængerne (Murray Rothbard) og Egoisterne (den selv­centrerede filosofi). Alle tre udspringer naturligvis af den individua­listiske anarkisme i modsætning til den kollektive, marxi­stisk inspirerede anarkisme.

Men da den førende egoisme af ikke-randiansk oprindelse er inkorporeret i naturretsteoreti­kernes ideer, og da Ayn Rands anarkisme tillader en statsmagt under visse omstændigheder, vil jeg kun kort forklare de to første:

Utilitaristerne

Utillitarianismen har sit fundament i den økonomiske teori, hvor man viderefører de økonomiske principper om effek­tiv ressourceallokation fra de traditionelle områder til de hid­til fredede områder indenfor forsvars-og retssystemet. De utillitaristiske anarkister antager, at det er en fejl at udelukke nogen form for produktion af hvadenten materielle goder eller serviceydelser fra prissystemets værdioperatio­ner.­ Som utilitarist antager man, at der findes «naturlove» på det økonomiske område, der er absolut mindst lige så vir­kelige som de fysiske naturlove, selvom de ikke virker på samme måde. En vigtig forskel er, at det at fjerne eller æn­dre omstændighederne for de økonomiske natur­love (arbejdsdelingen og den frie arbejdskraft) ikke umiddel­bart resulterer i det totale kaos, som for eksempel en fjer­nelse af tyngdekraften ville. Derimod betyder det et betyde­ligt tab af nytte, den samlede nytteværdi i samfundet falder.

Naturret

Naturretsteoretikerne med Murray Rothbard i spidsen har som det mest signifikante punkt en opfattelse af naturloven og naturrettighederne som udgørende en objektiv moral, der ek­sisterer uafhængigt af både subjektive interesser og ideer og ikke mindst fuldstændigt uafhængigt af enhver lovmæssig sam­menhæng. Ligeledes er en af hjørnestenene i naturretsteo­rien en absolut anerkendelse af individets selvejerskab. En så absolut anerkendelse, at de anarko-kapitalistiske naturret­steoretikere for eksempel ikke anerkender Nozicks implikation af en mulig underkastelse af individet i hans berømte åb­ningssætning fra Anarchy, State and Utopia: «Individer har rettigheder, og der er ting som intet individ eler gruppe kan gøre imod dem (uden at krænke disse rettigheder). Så stærke og vidtrækkende er disse rettigheder, at de stiller spørgsmå­let om hvad, hvis noget, staten og dens repæsentanter kan foretage sig». Den hidtil bedste gennemgang og forklaring af naturrettighederne leverer Murray Rothbard i Ethics of Li­berty.

Individets ret til selvejerskab afvæbner og afviser dermed alle krav om en statslig eller overordnet, ophøjet autoritet over individets rettigheder. Det er derfor en absolut doktrin med en revolutionær nødvendighed indbyg­get.

Hos Rothbard, der i sin metodologi er stærkt præget af den Østrgiske økonom Ludwig von Mises og blandt andet deler den­nes ikke-empiriske utilli­tari­anisme, finder man en afvisning af staten på baggrund af ne­gative rettigheder. Ved negative rettigheder forstår man en ret til ikke at blive hindret i sin fortsatte søgen efter egne mål, forudsat at denne ret ikke krænker andres ret til det samme. Hos Rothbard finder vi en rettesnor til det frie samfunds retssystem, hvor alle vil enes om at leve efter en LAW CODE, der baseres på den funda­mentale forudsætning om, at individet og dennes legitimt er­hvervede ejendom er ukrænke­lig.

Rothbard og Friedman

Forskellen på de to anarkistiske opfattelser vises tydeligt i forholdet mellem David Friedmans følgeslutninger og Rothbards essentielt naturlovsbaserede anarko-kapitalisme. David Fried­man er overbevist om, at konkurrencen mellem individer og virksomheder­ vil være afgørende for selve lovens indhold. Dette medfører, at hvis man som individ tilslutter sig et be­skyttelsesagentur, tilslutter og accepterer man samtidig det­te agenturs lovkompleks.

Det er naturligvis overvejende sand­synligt at de forskellige regelsæt hos forskellige agen­turer i den sidste ende vil til­nærme sig hinanden, da de enkelte agenturer i tilfælde af uoverensstemmelser hinandens klienter imellem vil være nødt­vungne til på forhånd at enes om hvilke regelsæt, der skal bruges og hvilken domstol. Og for at til­trække kunder er det nødvendigt at skabe et effek­tivt og hur­tigtvirkende retssy­stem. Hos Rothbard vil problemer­ om love ikke kunne opstå på baggrund af forskellige domstoles prak­sis, da en lov mister sin gyldighed, hvis den er i uoverens­stemmelse med den liber­tarianske LAW CODE. Meget kortfattet kan man karakterisere uoverensstemmelserne mellem Rothbard og Friedman ved at besk­rive Rothbard som en etisk objektivist, selvom han er subjek­tivist på alle andre områder, mens Fried­man er empirisk fun­damenteret utilitarist og su­bjektivist på det etiske område.

Selv om det langt fra er sikkert, at et anarkistisk samfund vil vise sig anarko-kapitalistisk, peger meget trods alt i den retning.

Til slut kan man konkludere, at anarkismen ikke kun er et ultimativt ideal, men også en stadigt voksende praktisk mu­lighed. Hvis vi alle ønsker at overleve et atomart mareridt og økologiske katastrofer, er det nødvendigt, at vi kæmper os frem mod et frit samfund. Selvom vi ikke kan nå målet i vores livstid, kan, og bør, vi i det mindste fortsætte rejsen mod målet, så vores børn eller børnebørn kan opleve en verden uden slaveriets tyngende bånd. Eller som Peter Marshall skri­ver det: Demand the impossible.

Hentet fra Ideer om frihet nr 1, 1993.

Mest lest

Fra arkivet

Arrangementer