Tidsskriftet «Ideer om frihet» ble utgitt fra 1980 til 2000. Liberaleren har fått tillatelse til å publisere artiklene fra tidsskriftet slik at de blir bevart for ettertiden. Denne artikkelen er hentet fra Ideer om frihet nr 1, 1993.
Peter Marshall, Demanding the Impossible – A History of Anarchism, HarperCollins Publishers, 1992) 767 sider, 25 pund,
«Anarki er kaos, når lov og orden kollapser, og menneskets destruktive natur bliver sluppet løs. Anarkister ønsker at omstyrte samfundsordenen med bomber og terror. Anarkismen ødelægger enhver fornuft, og især moralske begreber bliver der vendt op og ned på. De bliver i sig selv betydningsløse under anarkismen.»
Sådan opfatter de fleste anarkismen i den daglige debat. Især de etablerede politiske partier gør deres yderste for at fastholde dette synspunkt. Men når dette er sagt, er det også vigtigt at bemærke, at de fleste «almindelige» mennesker tænker på anarkiet som en tilstand af udstrakt frihed. Altså noget positivt. Men hvordan defineres anarki i en mere formel kontekst?
Den britiske forfatter Peter Marshall forsøger i bogen Demanding the impossible – A history of Anarchism at give den hidtil mest omfattende og dybdegående analyse af anarkisme og hovedpersonerne i dens udvikling. Bogens spændvidde er imponerende, når Marshall beretter om anarkismen fra før «anarki» opstod som ord, men blot det mest praktiske samfundssystem hos Taoisterne over de gamle grækere og middelalderen til det forrige århundredes «klassiske anarkister» som Godwin, Stirner, Proudhon, Bakunin, Kroptkin, Tolstoy, Goldman og Gandhis ikke?voldsrevolution og op til den moderne anarkismes «New left» og anarko-kapitalisterne.
Anarki bliver normalt defineret i saglig sammenhæng – ikke som kaos – men som et samfund uden stat, og dermed bliver anarkismen den filosofi, der har dette som mål. Det er en anelse selvmodsigende at give en egentlig definition af anarkisme, da anarkismen i sig selv er anti-dogmatisk.
Ikke destomindre forsøger de fleste retninger af anarkismen at give deres bud på, hvad den rigtige anarkisme er. Under alle omstændigheder er der trods alt visse ting, anarkisterne er enige om. Alle anarkister afviser muligheden for, at der kan eksistere en legitim statsmagt, den påtvungne politiske orden, hierarkiet og dominansen. Alle anarkistiske teorier har som mål at skabe et frit samfund, der giver alle individer muligheden for at opnå de bedst mulige resultater.
Anarkister skelner meget klart og entydigt mellem begreberne samfund og stat. Samfundet er summen af alle de individuelle handlinger og forbindelser, mens staten er den tvangsmæssige foranstaltning til gennemtvingelsen af statsligt fastsatte love. Anarkister ser staten som en unødvendig og rettighetskrænkende overbygning på det frie samfund.
Anarkismen er en filosofi, der er meget svær at sætte i bås, som det fremgår af Peter Marshalls værk. Traditionelt er den blevet repræsenteret fra såvel ekstrem individualisme og over til kommunisme. Under alle omstændigheder er anarkismen ikke placeret i et typisk højre-venstre politisk billede. Anarkisterne er ikke interesseret i frihed for enkelte klasser, eliter eller indkomstgrupper. Anarkisterne ønsker frihed for alle individer. De har indset, at friheden for alle er en nødvendig forudsætning for friheden for den enkelte. Som Mikhail Bakunin skrev: «Mennesket er kun virkeligt frit blandt lige frie mennesker.»
Anarkister af såvel individualistisk karakter som af socialistisk karakter erkender, at sand frihed kun kan opnås i et samfund uden stat. De afviser Jean-Jaques Rousseaus version af frihed, hvor man legitimt kan tvinges til at adlyde de love, der er skabt på ens vegne. De forstår ikke Hegels definition af frihed som en omskrevet nødvendighed, hvor individet på mystisk vis erkender sig selv som en del af en højere enhed gennem adlydelsen af statens arbitrære love. Endelig accepterer de ikke John Lockes opfattelse af, at staten er nødvendig til beskyttelsen af individets rettigheder. Det vil sige den liberale natvægterstat. Tværtimod hævdede Pjotr Kropotkin, at frihed er muligheden for at handle uden frygt for samfundsmæssig gengældelse sammenkoblet med adgangen til deltagelse i vigtige beslutninger. Her var Pierre?Joseph Proudhon til gengæld indstillet på at bruge udstødelse af samfundet og i den sidste ende endda dødsstraf overfor dem, der gentagne gange ikke overholdt indgåede aftaler eller (frivilligt) påtagne pligter.
Grækerne
Selve ordet anarki stammer fra det gamle Grækenland (AN-ARKIA), hvor det allerede i sin oprindelige form havde den kontradiktoriske betydning ordet har fået i dag. På den ene side betød ordet anarki et samfund uden ledelse med spontan orden, og på den anden side betød det et samfund uden ledelse med det totale kaos. Det meste af den tidlige græske filosofi var dog overbevist om, at det civiliserede liv kun kunne findes indenfor statens rammer. Platon opfattede demokratiet som den mest uretfærdige form for statsdannelse. I stedet skulle man søge mere guddommelige egenskaber ved statsdannelsen. Aristoteles opfattede demokratiets fejl som den eneste sikring mod anarkiets kaos. Både Platon og Aristoteles mente altså, at samfundet havde brug for en stærk, hierarkisk statsmagt til at opretholde samfundsordenen.
Sofokles derimod beskrev i Antigone modsætningsforholdet mellem de menneskeskabte love og de guddommelige eller naturlige love. Sofisternes hævdede, at alle sociale fænomener kan forstås indenfor tvedelingen mellem det naturlige (physis) og det konventionsskabte (nomos). Urmenneskene mødtes ikke for at opfinde et sæt samfundsmæssige regler.
Hos Sokrates finder vi en anden anarkistisk tænker, der gang på gang fastslår, at vi skal stille spørgsmålstegn ved autoriteterne og i stedet tænke selv. Han formulerer det tidligst kendte forsvar for friheden til at tænke selv gennem den individuelle bevidsthed og ikke mindst gennem den nødvendige fortsatte kritik og diskussion.
Sokrates blev dræbt ved at blive tvunget til at drikke skarntydesaft efter, at han var blevet fundet skyldig i den værste af alle forbrydelser: Tankeforbrydelsen: Han havde opfordret alle til at møde nye idéer med et åbent hjerte – og hjerne – og at overveje alt ved fornuftens hjælp. Dermed skulle man naturligvis ikke umiddelbart tage autoriteternes eller majoritetens ord for gode varer.
Det tyvende århundredes anarkister
Anarkisternes sidste store slag fandt sted i borgerkrigen i Spanien i 1930erne hvor Francos tropper udslettede bevægelsen næsten fuldstændigt. I Tyskland og Italien blev de relativt store anarkistiske grupperinger udraderet af nazisterne og fascisterne. Samtidig blev kravet om nationalt sammenhold ødelæggende for de anarkistiske bevægelser i resten af Europa i krigsårene, og kun spredte fraktioner af anarkister holdt gejsten oppe.
Rent faktisk påstod de fleste europæiske historikere i 1950erne, at anarkismen nu var endegyldigt død. Derfor var det en total overraskelse for den etablerede verden, da anarkismen opblomstrede igen i 60erne. Det viste endnu engang, at idéernes magt var undervuderet. Her var igen nogle idéer, der kunne få mennesker til at arbejde for dem. Her var ingen undertrykkelse af anderledes tænkende. Her var ingen krav om øgede skatter. Her var ingen krav om yderligere militær opbygning for at sejre over fjenden i Øst. Her var ingen krav om atom-raketter i baghaven.
The new left
På denne tid opstod en ny bevægelse på venstrefløjen, «The New Left». De søgte en vej imellem den absolutte kapitalisme og den undertrykkende, totalitære marxisme. Den nye venstreorienterede anarkisme afveg fra den tidligere anarkisme ved at være udpræget pacifistisk og samtidig betragtede den feminismen som en altafgørende faktor i samfundets udvikling. Hvor anarkisterne tidligere havde fået opbakning fra især bønderne og arbejderne, tiltrak de sig nu især middelklassens intellektuelle og her især undervisere, socialhjælpere og studenter. Hermed begyndte man at lægge vægt på miljøet, kulturen og livsstilen.
Libertarianerne
I de sidste årtier er det interessant at betragte anarkismens udvikling. Hvor den før i høj grad – i hvert fald i den offentlige debat i Europa – var præget af de utopiske anarkister med deres kommunistiske baggrund, er anarkiet nu præget af hard-core liberalister, libertarianere eller som de ynder at kalde sig selv: Anarko-kapitalister. Det er desværre her Peter Marshall for alvor begår fejl i sin fortolkning af anarkismen. Afsnittet er fyldt med fejlfortolkninger og deciderede faktuelle fejl. For eksempel tilskrives økonomiprofessoren David Friedman forfatterskabet til de to monetaristiske bøger: Capitalism and Freedom og Free to Choose, omend den rette forfatter er Nobelpristageren i økonomi Milton Friedman, der også er Davids far.
I dette afsnit går Peter Marshall også ind i en meget stærk personlig vurdering af grundlaget for anarkokapitalisternes idéer. Med en stærkt negativ konklusion skal det siges. Men en egentlig præsentation af anarkokapitalismen – på dennes præmisser – er der ikke tale om. Afsnittets relevans begrænses derfor væsentligt, da det samtidig er velkendt, at netop anarkokapitalismen står for de mest markante bidrag til anarkismen i de sidste ti-år.
Anarko-kapitalisterne eller «The New Right» har med deres pågåenhed formået at bringe begrebet «Staten» tilbage i den politiske debat. Staten er nu hovedmålet for den ideologiske liberalistiske kamp.
Med den markedsorienterede anarkisme er der for første gang kommet et «videnskabeligt» grundlag for de anarkistiske teorier. Med hjælp af beskrivelsen af markedets utilsigtede evne til at skabe værdier og værdispredning lægger anarko-kapitalisterne hårdt ud mod staten som en hindrende faktor for fuld menneskelig blomstring.
De tidligere anarkister lod i en meget vid udstrækning deres tro på anarkiet basere på en overbevisning om, at i det anarkistiske samfund ville der opstå et nyt og godt menneske, som i sig selv ville sikre, at samfundet ville eksistere.
Anarko-kapitalisterne tror ikke på, at mennesket er godt i udgangspunktet. Som økonomiprofessor Murray N. Rothbard skriver:»…; at være modstander af staten medfører ikke nødvendigvis, at vi skal være modstandere af politi, domstole, voldgift, udstedelse af mønter, postservice eller jernbaner og motorveje. Nogle anarkister har været modstandere af politiet og af ethvert fysisk tvangsmiddel i et forsvar for individ og ejendom, men dette er ikke en naturlig del af, og er fundamentalt irrelevant til den anarkistiske position, der er præcist defineret ved opposition til enhver fysisk tvang i forbindelse med eller som aggression imod individer og ejendom.»
Anarko?kapitalisterne ønsker at fjerne staten og overlade markedet til en ren laissez-faire økonomi. Man ønsker at overlade alle det offentliges funktioner til det private marked, selv gader, parker og andre offentlige områder. Det frie marked og kapitalismen hindres og fremmes ikke af staten, ifølge anarko-kapitalisterne.
Reagan og Thatcher
Anarko-kapitalismen har haft væsentlig indflydelse under og på de to største frihedsorienterede politiske bevægelser i de sidste årtier, repræsenteret af Ronald Reagan og Margaret Thatcher. I USA blev det libertarianske parti under Reagan-æraen til USAs trediestørste parti og opnåede blandt andet guvernørposten i Alaska, der stadig har en af de mest liberale lovgivninger i verden. Ronald Reagan gjorde denne udvikling mulig ved at komme med udtalelser som: «I want to get government off people’s backs».
Margaret Thatcher, der ellers i en vid udstrækning næppe kan kaldes for tilhænger af frihed proklamerede, at målet var «to roll back the frontiers of the State».
Ideernes start
Anarko-kapitalismens ideer er bestemt ikke af nyere dato, selvom det først er nu, de vinder gehør. Benjamin Tucker gav i 1907 startskuddet til den nye anarko-kapitalisme med bogen Liberty.
I 1974 leverede Harvard filosofiprofessoren Robert Nozick så krudtet til en seriøs debat på universiteter overalt i den vestlige verden med udgivelsen af Anarchy, State and Utopia, der med baggrund i Locke argumenterede for en legitim natvægterstat til beskyttelsen af individets rettigheder. Denne bog gjorde det atter legitimt at diskutere statens rolle og om det i det hele taget var nødvendigt med en stat. Anarko?kapitalisterne fastholdt, at ikke engang minimal- eller natvægterstaten er nødvendig til forsvaret af individets rettigheder, person og ejendom. Dette forsvar kan fuldt ud og forsvarligt varetages af private beskyttelsesagenturer.
David Friedman, der er professor i økonomi ser sådanne små selvstændige enheder som forhandlere af minisociale kontrakter og som skaber af «lov». «Lov» forstås her som love, der tilpasser sig markedets behov udtrykt gennem efterspørgsel. Alle har ifølge Friedman ret til at efterspørge beskyttelsesydelser efter eget ønske, da «beskyttelse mod tvang er et økonomisk gode», som David Friedman skriver i sin bog The Machinery of Freedom – Guide to a radical capitalism.
Ayn Rand er sandsynligvis en af de mest kendte, der normalt associeres med anarko-kapitalismen. I USA er hun uden tvivl indgangsvinklen for langt de fleste af nye libertarianere, der stifter bekendtskab med ideerne gennem hendes objektivisme. I hendes bog The Virtue of Selfishness: A New Concept of Egoism forsøger hun at skabe et filosofisk forsvar for egoismen. I Danmark er hun dog mest kendt for sine heroiske fortællinger som Kun den stærke er fri, Vi, der lever og – Og verden skælvede.
Som de fleste anarko?kapitalister, der tilslutter sig Objektivismen, var hun absolut overbevist om egne synspunkter, hvorfor det minder lidt meget om en kult eller religion. Et dogme, mens anarkismen af natur er anti-dogmatisk.
Den uden tvivl mest kendte og velformulerede fortaler for anarko-kapitalismen er imidlertid Murray N. Rothbard, der næsten virker undskyldende i sine argumenter for anarkiet. Et forhold der dog ikke gør argumenterne mindre overbevisende. «Hvis man vil vide hvordan libertarianere betragter staten og dens handlinger, skal man blot tænke på staten som en bande af kriminelle, og alle libertarianismens idealer falder straks på plads» skrev han i sin bog For a New Liberty: The Libertarian Manifesto. Han reducerede det anarko?kapitalistiske budskab til en enkelt sætning: «at intet menneske eller gruppe af mennesker må udøve aggression mod nogen andres person eller ejendom». Det betyder, at hverken staten eller private grupper på nogen måde legitimt kan true eller på anden måde gennemtvinge nogen mening eller handling. Frie individer skal og kan kun overdrage ejendomsret og indgå aftaler på gensidig frivillig basis.
Anarkister eller?
Anarko-kapitalisterne har meget svært ved at blive accepteret som anarkister af andre anarkister, der traditionelt har et kollektivistisk udgangspunkt, hvilket forklarer Peter Marshalls hårde angreb på dem. Ikke destomindre påberåber anarko-kapitalisterne sig en status som anarkister ved at henvise til, at også de er imod enhver form for statslig magt og overherredømme. Umiddelbart er det vanskligt ved at kunne acceptere de kollektivistiske anarkister som anarkister, når man samtidig skal sætte individets absolutte rettigheder som den højeste værdi.
Problemet består i, at hvor de tidligere anarkister havde en vag drøm om mennesket i det frie samfund, hvor alle kunne hjælpe alle, har anarko-kapitalisterne en anden forudsætning. Mens de utopiske anarkister ønskede et samfund uden udbytning, men egentligt ikke vurderede moralske spørgsmål, ønsker anarko-kapitalisterne et statsløst samfund af moralske grunde. Anarko-kapitalisterne opfatter statens tyranni som en knægtelse af individets rettigheder, når staten begrænser eller hindrer mulighederne for at foretage moralske valg. Anarkokapitalisterne argumenterer nok for en laissez-faire økonomi, men det er langt fra sikkert, at denne samfundstilstand med en libertariansk model vil opstå på et marked baseret på udbud og efterspørgsel.
Som David Friedman skriver: «Hvis næsten alle mennekser ønsker, at salg af heroin skal være forbudt, vil de anarko?kapitalistiske institutioner skabe en lov mod heroinsalg… Men markedets krav er i dollars, ikke stemmer. Lovligheden af heroin vil blive afgjort af, hvor meget hvert synspunkt er villig til at betale for at få sin vilje. Mennesker, der ønsker at kontrollere andres liv, er meget sjældent villige til at betale for dette privilegium; normalt forventer de at blive betalt for den «service», de yder andre mennesker».
Anarkokapitalisme
I traditionel politisk tankegang har man som et mindstemål krævet, at staten bør håndhæve lov og orden. Hos de «traditionelle» anarkister har man indset det nødvendige i fælles fastsatte regler som alle må rette sig efter uanset disse måtte krænke enkelte individers rettigheder.
Anarko?kapitalismen har et ganske andet syn på dette. Hos anarko-kapitalisterne finder man en overbevisning om, at markedet langt mere effektivt og retfærdigt kan opfylde behovet for afgørelser af uoverensstemmelser mellem individer og grupper af individer end det statslige og institutionaliserede nutidige system gør for øjeblikket.
Man har hos tilhængerne af såvel det socialdemokratiske velfærdssystem som hos tilhængerne af natvægterstaten ikke villet indse, at de konfliktende parter ville være langt bedre stillet, hvis der var mulighed for reelt at vælge mellem flere konkurrerende domstole eller forligsinstitutioner på markedet, hvor man kunne drage nytte af konkurrencen og ikke mindst de enkelte domstoles specialisering.
Anarko-kapitalisterne har essentielt tre bevæggrunde for at afvise staten som legitim tvangsorganisation. De tre hovedretninger af den grundliggende teoretiske opfattelse er: Utillitaristerne (her repræsenteret ved David Friedman), Naturretstilhængerne (Murray Rothbard) og Egoisterne (den selvcentrerede filosofi). Alle tre udspringer naturligvis af den individualistiske anarkisme i modsætning til den kollektive, marxistisk inspirerede anarkisme.
Men da den førende egoisme af ikke-randiansk oprindelse er inkorporeret i naturretsteoretikernes ideer, og da Ayn Rands anarkisme tillader en statsmagt under visse omstændigheder, vil jeg kun kort forklare de to første:
Utilitaristerne
Utillitarianismen har sit fundament i den økonomiske teori, hvor man viderefører de økonomiske principper om effektiv ressourceallokation fra de traditionelle områder til de hidtil fredede områder indenfor forsvars-og retssystemet. De utillitaristiske anarkister antager, at det er en fejl at udelukke nogen form for produktion af hvadenten materielle goder eller serviceydelser fra prissystemets værdioperationer. Som utilitarist antager man, at der findes «naturlove» på det økonomiske område, der er absolut mindst lige så virkelige som de fysiske naturlove, selvom de ikke virker på samme måde. En vigtig forskel er, at det at fjerne eller ændre omstændighederne for de økonomiske naturlove (arbejdsdelingen og den frie arbejdskraft) ikke umiddelbart resulterer i det totale kaos, som for eksempel en fjernelse af tyngdekraften ville. Derimod betyder det et betydeligt tab af nytte, den samlede nytteværdi i samfundet falder.
Naturret
Naturretsteoretikerne med Murray Rothbard i spidsen har som det mest signifikante punkt en opfattelse af naturloven og naturrettighederne som udgørende en objektiv moral, der eksisterer uafhængigt af både subjektive interesser og ideer og ikke mindst fuldstændigt uafhængigt af enhver lovmæssig sammenhæng. Ligeledes er en af hjørnestenene i naturretsteorien en absolut anerkendelse af individets selvejerskab. En så absolut anerkendelse, at de anarko-kapitalistiske naturretsteoretikere for eksempel ikke anerkender Nozicks implikation af en mulig underkastelse af individet i hans berømte åbningssætning fra Anarchy, State and Utopia: «Individer har rettigheder, og der er ting som intet individ eler gruppe kan gøre imod dem (uden at krænke disse rettigheder). Så stærke og vidtrækkende er disse rettigheder, at de stiller spørgsmålet om hvad, hvis noget, staten og dens repæsentanter kan foretage sig». Den hidtil bedste gennemgang og forklaring af naturrettighederne leverer Murray Rothbard i Ethics of Liberty.
Individets ret til selvejerskab afvæbner og afviser dermed alle krav om en statslig eller overordnet, ophøjet autoritet over individets rettigheder. Det er derfor en absolut doktrin med en revolutionær nødvendighed indbygget.
Hos Rothbard, der i sin metodologi er stærkt præget af den Østrgiske økonom Ludwig von Mises og blandt andet deler dennes ikke-empiriske utillitarianisme, finder man en afvisning af staten på baggrund af negative rettigheder. Ved negative rettigheder forstår man en ret til ikke at blive hindret i sin fortsatte søgen efter egne mål, forudsat at denne ret ikke krænker andres ret til det samme. Hos Rothbard finder vi en rettesnor til det frie samfunds retssystem, hvor alle vil enes om at leve efter en LAW CODE, der baseres på den fundamentale forudsætning om, at individet og dennes legitimt erhvervede ejendom er ukrænkelig.
Rothbard og Friedman
Forskellen på de to anarkistiske opfattelser vises tydeligt i forholdet mellem David Friedmans følgeslutninger og Rothbards essentielt naturlovsbaserede anarko-kapitalisme. David Friedman er overbevist om, at konkurrencen mellem individer og virksomheder vil være afgørende for selve lovens indhold. Dette medfører, at hvis man som individ tilslutter sig et beskyttelsesagentur, tilslutter og accepterer man samtidig dette agenturs lovkompleks.
Det er naturligvis overvejende sandsynligt at de forskellige regelsæt hos forskellige agenturer i den sidste ende vil tilnærme sig hinanden, da de enkelte agenturer i tilfælde af uoverensstemmelser hinandens klienter imellem vil være nødtvungne til på forhånd at enes om hvilke regelsæt, der skal bruges og hvilken domstol. Og for at tiltrække kunder er det nødvendigt at skabe et effektivt og hurtigtvirkende retssystem. Hos Rothbard vil problemer om love ikke kunne opstå på baggrund af forskellige domstoles praksis, da en lov mister sin gyldighed, hvis den er i uoverensstemmelse med den libertarianske LAW CODE. Meget kortfattet kan man karakterisere uoverensstemmelserne mellem Rothbard og Friedman ved at beskrive Rothbard som en etisk objektivist, selvom han er subjektivist på alle andre områder, mens Friedman er empirisk fundamenteret utilitarist og subjektivist på det etiske område.
Selv om det langt fra er sikkert, at et anarkistisk samfund vil vise sig anarko-kapitalistisk, peger meget trods alt i den retning.
Til slut kan man konkludere, at anarkismen ikke kun er et ultimativt ideal, men også en stadigt voksende praktisk mulighed. Hvis vi alle ønsker at overleve et atomart mareridt og økologiske katastrofer, er det nødvendigt, at vi kæmper os frem mod et frit samfund. Selvom vi ikke kan nå målet i vores livstid, kan, og bør, vi i det mindste fortsætte rejsen mod målet, så vores børn eller børnebørn kan opleve en verden uden slaveriets tyngende bånd. Eller som Peter Marshall skriver det: Demand the impossible.
Hentet fra Ideer om frihet nr 1, 1993.
